Arbejdets mening

Kronik bragt i Fyens Stiftstidende, den 30. marts 2016

Af direktør Jørgen G. Jørgensen, Frie Funktionærer

Danske lønmodtagere efterspørger i stigende grad meningsfuldt arbejde, men sådan har det ikke altid været. I antikken blev arbejde opfattet som det stik modsatte af meningsfuld aktivitet.

Det meningsfulde at beskæftige sig med var de skønne kunstarter og filosofi. Derfor kunne man roligt overlade arbejde til slaver, fattige og kvinder. Senere blev det til, at man bør arbejde i sit ansigts sved for at tjene Gud eller for at undgå den lediggang, der siges at være roden til alt ondt.

Det var dog mest adelen og overklassen, der fremførte de aspekter om arbejde. I en engelsk sammenhæng kunne man f. eks. ikke både være en rigtig " gentleman" og samtidig have et arbejde eller drive forretning.

For ikke så længe siden var et arbejde for langt de fleste blot en nødvendighed for at tjene til livets opretholdelse og forsørgelse af familien. Det meningsfulde foregik alle mulige andre steder end på arbejdet.

I nyere tid blev arbejdet i vidt omfang identitetsskabende. "Hvad laver du?", er stadig den mest benyttede indgangsreplik mellem fremmede, der er blevet bordfæller ved et middagsselskab eller på anden vis skal i gang med at lære hinanden at kende.

Med spørgsmålet hentydes ikke til, om man er den glade ejer af en kolonihave eller samler på frimærker, men derimod hvilken stilling, man har.

En konsekvens af fokus på det meningsfulde arbejdsliv er, at f. eks. livslang tilknytning til en bestemt virksomhed eller branche bliver sjældnere. Derfor er det i dag afgørende, at virksomheder kan tilbyde et meningsfuldt arbejdsliv, som er næsten lige så vigtigt som løn og karrieremuligheder. Det er tydeligt i stillingsannoncer nu, hvor konjunkturerne er bedre.

Jeg ser både positive og negative konsekvenser af udviklingen, som for øvrigt er helt irrelevant i store dele af verden. Det er kun, fordi vi er så heldige at leve i et rigt land, at problematikken overhovedet bliver diskuteret.

Det er positivt, at lønmodtagere oplever deres arbejde som meningsfuldt, men det kan på den anden side blive problematisk, hvis arbejdet bliver mere meningsfuldt end familien og resten af samfundet.

Taberne ved den udvikling er civilsamfundet, herunder foreningsliv og demokrati.

Det kan godt bekymre mig, hvis interessen for civilsamfundet uden for arbejdspladserne forsvinder. Det fører blandt andet til, at det er svært at finde folkevalgte til f. eks. sportsforeninger, fagforeninger, skolebestyrelser og de politiske partier. Det er skidt for vores demokrati, hvis der ikke er nogen, der finder det meningsfuldt at deltage, men får dækket deres behov for meningsfuldhed alene via deres arbejde.

Hvis civilsamfundet svækkes ret meget mere, end det allerede er, får vi svært ved at modstå kriser.

Den vigtigste pointe for mig er, at selvforsørgelse er fundamentet for et værdigt liv. I den forstand bliver alt lønnet arbejde - eller selvstændig virksomhed - i sig selv meningsfuldt.

Det er først, når man er dækket ind på det punkt, at man efter min mening for alvor kan tillade sig at blive rigtig kræsen med hensyn til, hvilke krav det er rimeligt at stille til "meningsfuldhed" i sit arbejdsliv.

Det er dejligt primært at beskæftige sig med det, som man finder meningsfuldt, men hvis man ikke kan forsørge sig selv, er der nogle andre, der skal gøre det.

Hvis det skyldes sygdom og handicap, at man ikke kan forsørge sig selv, er det rimeligt nok i et velfærdssamfund, at det er samfundet, der træder til. Hvis det derimod skyldes fine fornemmelser for, hvad man gider beskæftige sig med, har jeg mindre respekt for kravet om meningsfuldhed.

Derfor er det positivt, at der nu er fokus på, at flygtninge skal hurtigt i arbejde. Det er jo de stakkels menneskers eneste chance for at få et værdigt liv. Og de er næppe kræsne med hensyn til krav om, at arbejdet skal være meningsfyldt. Det rejser så en anden problemstilling, nemlig den, at flygtninge måske vil acceptere løn-og arbejdsvilkår, der er ude af trit med vilkårene i øvrigt på det danske arbejdsmarked.

Dermed er vi tilbage ved en klassisk problemstilling med klare forskelle mellem det socialistisk og det liberalt orienterede.

De socialistisk orienterede har typisk det grundlæggende synspunkt, at det afgørende for løn-og arbejdsvilkår er styrkeforholdet mellem arbejdsgivere og lønmodtagere.

Over for dette står det andet synspunkt, at det afgørende for løn-og arbejdsvilkår er lønmodtagernes kompetencer og virksomhedernes konkurrenceevne, hvorfor det både for den enkelte og for den moderne fagforening handler om at sikre lønmodtagernes værdi på arbejdsmarkedet og samtidigt beskytte det enkelte individ mod urimeligheder.

Personligt tror jeg derfor ikke på, at indslusningsløn for flygtninge kan true de gældende vilkår på danske arbejdspladser.

Tværtimod vil det kunne øge virksomhedernes konkurrenceevne og dermed øge mulighederne for højere løn for alle.