Kæmpe hul i dagpengeaftale

Bragt i Børsen den 29. maj 2017

Af Karsten Winther Hansen, souschef, Frie Funktionærers a-kasse

Den nye dagpengeaftale for freelancere og selvstændige tilgodeser de succesfulde. Dem, der må kæmpe for en indtjening og har allermest brug for det økonomiske sikkerhedsnet, er nemlig ikke dækket.

Regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet blev i sidste uge enige om en ny dagpengeaftale, der skal skabe klarere regler for dem, der er sin egen chef.

Fremover defineres retten til ydelserne ud fra ens skattepligtige indkomst, og dermed er det ligegyldigt, om lønnen er fast eller udbetales fra faktura. Det er et stort skridt i den rigtige retning for at fremtidssikre dagpengesystemet.

Men når det er sagt, er der en stor gruppe af freelancere og selvstændige, der desværre kan få svært ved at opnå det nødvendige økonomisk sikkerhedsnet. For hvis du endnu ikke har fået din virksomhed op at køre, og indtjeningen derfor er minimal, har du med det nye system ikke ret til dagpenge. Det får man nemlig først, når man har tjent mere end 224.000 kr., hvilket kan være en svær kamp, når man skal sparke en virksomhed i gang.

Mange når slet ikke dertil.

Bedre beskyttelse til selvstændige
Der er derfor et kæmpe hul i aftalen, som politikerne bør kigge på at få lappet, inden aftalen udmøntes i nye regler.

For vil man på den ene side gerne fremme iværksætteriet, skal man på den anden side også hjælpe dem, der tager springet og satser sikkerheden uden at være garanteret succes på forhånd.

Det er det gåpåmod, der skal skabe fremtidens nye virksomheder, og derfor bør vi sikre selvstændige og freelancere en bedre beskyttelse i dagpengesystemet.