Lønsikring hos fynsk selskab vandt forbrugertest

Bragt i Fyens Stiftstidende 26. april 2017

Forbrugerrådet har testet 11 lønsikringsprodukter. Det fynske, medlemsejede FF Forsikring løb med sejren.

Det fynske medlemsejede forsikringsselskab Frie Funktionærers lønsikring er løbet med sejren i en test af 11 lønsikringsprodukter foretaget af forbrugerrådet.

Forbrugerrådet har gennemført testen til bladet Tænk Penge af 11 supplerende lønsikringer udbudt af forskellige fagforeninger og a-kasser. I top tre er Frie Funktionærer, Lederne og FOA, mens bundplaceringen går til Business Danmark.

En supplerende lønsikring er en ekstra ydelse ud over dagpenge, der udbetales i op til 12 måneder, hvis man mister sit job. Alt efter valg af dækning kan man hos vinderen af testen, Frie Funktionærer, få en samlet månedlig udbetaling på op til 80 procent af sin løn i ledighedsperioden.

Hos FF Forsikring er der glæde over sejren i testen.

-For os er det ikke det kommercielle fokus, der er afgørende, men det at tilbyde de bedst mulige vilkår og den mest kompetente hjælp til vores lønsikrede, siger Ulrik Karlsen, afdelingschef i FF Forsikring.

Derfor dækker lønsikringen fx også, hvis man selv siger sit job op. Der er ingen selvrisiko, hvilket betyder, at der er udbetaling fra første ledighedsdag, ligesom de også har det bedste genplaceringsforløb hos FF Forsikring.

-Hos os får du en personlig karriererådgiver, der følger dig gennem hele forløbet, fordi vi gerne vil bringe vores lønsikrede bedst muligt videre - allerede i opsigelsesperioden, siger Ulrik Karlsen.

Priser på en lønsikring varierer fra 50 kroner til 1.000 kroner om måneden på en dækning fra 1.000 til 20.000 kroner udbetalt før skat