Seniorjobberne svigtes

Bragt i Jyllands-Posten den 25. november 2013

Af forsikringschef Vivi B. Arnoldus, Frie Funktionærers a-kasse

Det nye lovforslag til midlertidig arbejdsmarkedsydelse er ikke nem at sluge. Som forsikringschef i Frie Funktionærer møder jeg mange medlemmer, der føler sig ramt af bristede forudsætninger.

Jeg kan simpelthen ikke forstå, at regeringen og Enhedslisten vil være bekendt at gennemføre en lovgivning om at sende medlemmer med ret til et seniorjob omkring en mager arbejdsmarkedsydelse med aktivering og nyttejob og lav indtægt – fremfor det seniorjob, som de, siden ordningen blev indført ved velfærdsforliget i 2006, gentagne gange har fået politiske garantier om ville bestå.

Det virker, som om politikerne i denne sag er alt for forhippede på at tilgodese klynkende kommuner på bekostning af ældre ledige, som i tiltro til, at de var omfattet af retten til seniorjob, har fastholdt indbetalingen
til efterløn, frem for at benytte sig af frit lejde med skattefri udbetaling. Det er trods alt ikke mere end et år siden, at det valg skulle træffes.

Det ville klæde politikerne, og helt sikkert øge tiltroen til dem, hvis de stod ved de løfter, de giver undervejs.