En overset ressource

Bragt i Fyens Stiftstidende, den 25. juni 2014

Af assistent Bodil Helene Haugaard, Frie Funktionærer

Ekspertudvalget, der ledes af Carsten Koch, arbejder med en udredning af, hvordan der sikres en meningsfuld beskæftigelsesindsats, der tager udgangspunkt i den enkelte lediges behov.

Jeg har selv oplevet, at der er brug for indsigt og nytænkning. For nylig læste jeg om en ph. d.-afhandling om ledige med handicap skrevet af konsulent og samfundsforsker Finn Amby, der er blind. Jeg har selv et handicap i form af stærkt nedsat syn og har erfaring både som ledig, som jobsøgende og som værende i beskæftigelse.

Finn Amby har i sin afhandling bl. a. undersøgt muligheden for mennesker med et handicap for at komme i betragtning til ledige stillinger.

55 pct. af de adspurgte personaleansvarlige vurderer, at mennesker med et handicap har begrænsede eller meget begrænsede muligheder for at komme i job. I modsætning hertil står et politisk ønske om, at flere med handicap skal i job og helst på ordinære vilkår.

Finn Ambys undersøgelse viser også, at jobcentrene heller ikke har tilbud målrettet denne gruppe ledige.

Som synshandicappet har jeg også oplevet udfordringer i jobsøgningen. I dag er jeg ansat som assistent hos Frie Funktionærer og netop blevet fastansat efter en tid i et vikariat. Da jeg tilbage i 1995 blev færdiguddannet korrespondent, blev jeg tilbudt et jobsøgningskursus på Institut for Blinde og Svagsynede i Hellerup.

Når arbejdsgivere undlader at ansætte handicappede, kan det hænge sammen med uvidenhed og usikkerhed. Jeg har nu været ansat i fem forskellige virksomheder alle på ordinære vilkår. Når jeg har mine hjælpemidler, har jeg ikke problemer med at udføre arbejdsopgaverne. Mit vigtigste hjælpemiddel er ZoomText, der er et forstørrelsesprogram til computeren.

For andre grupper af handicappede er der garanteret også mange muligheder for hjælpemidler, der kan kompensere for handicappet. Problemet er nok, at "almindelige" mennesker ikke har fantasi til at forestille sig disse hjælpemidler, og derfor sorterer virksomhederne de handicappede fra på et forkert grundlag og af uvidenhed.

Det er ærgerligt, for jeg er overbevist om, at mange handicappede vil være en stærk ressource i virksomhederne. Handicappede er vant til at støde på og løse udfordringer.

De lader sig ikke slå ud af småting, og denne evne kan langt hen ad vejen være en gevinst i løsningen af opgaver på arbejdspladsen.

En ting er, at de enkelte virksomheder ikke er bekendt med de mange muligheder for kompensation for et handicap. En anden ting er, at jobcentrene heller ikke altid kan vejlede og støtte den ledige med handicap optimalt.

Da jeg som nyuddannet i 1995 skulle til at lede efter mit første job, blev jeg på jobsøgningskurset i Hellerup gjort opmærksom på, at der var noget der hed "Fortrinsadgang".

Det er en ordning, hvor personer med en funktionsnedsættelse har mulighed for at søge offentlige stillinger med fortrinsadgang.

Da jeg for halvandet års tid siden blev ledig, kom jeg igen i tanke om denne fortrinsadgang.

Jeg var dog usikker på, om ordningen stadig fandtes, så jeg kontaktede min jobkonsulent på jobcentret. Den ordning havde han aldrig hørt om, men hvis jeg fandt ud af noget, måtte jeg da gerne orientere ham.

Jeg fik kontakt til en socialrådgiver hos Dansk Blindesamfund, der kunne bekræfte, at ordningen skam stadig fandtes.

Der findes også en ordning om personlig assistance. Her kan en person med en funktionsnedsættelse få bevilget personlig assistance i et antal timer om ugen, hvis der på grund af funktionsnedsættelsen er nogle arbejdsopgaver, som den ansatte ikke kan udføre.

Som jobsøgende var jeg i dialog med en arbejdsgiver om et job, hvor jeg af og til skulle besøge kunder. Jeg talte med en konsulent fra jobcentret. Hun bekræftede, at hun egentlig godt kunne bevilge assistance til transport til kunderne, men hun kunne ikke bevilge den ventetid, der ville være for chaufføren, hvis jeg skulle besøge kunden en time eller to. Så faldt det til jorden.

Jobcentrets konsulenter kan måske ikke vide alt om alle handicap og særordninger, men ordningen om fortrinsadgang, ville jeg dog forvente, var kendt. Med hensyn til mine oplevelser om personlig assistance er jeg selvfølgelig bevidst om, at konsulenterne skal holde sig inden for loven, men så vil jeg mene, at politikerne bør se på, om ordningen kan gøres smidigere, så den reelt kan komme flere ledige med handicap til gode.

Finn Amby påpeger ligeledes, at der mangler viden inden for jobcentrene om de behov, mennesker med handicap har, og om de forskellige ordninger, der er tiltænkt for at kompensere for funktionsnedsættelser.

Hvis arbejdsmarkedet skal være mere imødekommende over for mennesker med en funktionsnedsættelse, er Finn Ambys ph. d.-afhandling et godt sted at starte. Politikerne må have større fokus på denne gruppe ledige, og hvorfor ikke allerede nu få indført målsætninger, indsatser og rettigheder vedrørende ledige med handicap i den nye beskæftigelsesreform.