Ned i løn eller fyres?

Bragt i Fyns Amts Avis den 20. januar 2014

Af direktør Jørgen G. Jørgensen, Frie Funktionærer

Hvad skal man vælge, når arbejdsgiveren stiller et ultimatum om lønnedgang eller fyreseddel? Senest har scenariet udspillet sig hos Fona, og tilsvarende har både SAS og slagterierne være ude på samme boldgade.

Regeringen arbejder nu med en vækstplan, hvor det at investere en del af sin løn i er et led i planen. Med en ekstra skattefordel til de medarbejdere, der investerer, skal det gøres attraktivt for de ansatte at investere i virksomheden.

Et nutidigt syn på, hvad der er afgørende for løn- og arbejdsvilkår, er at det er en kombination af lønmodtagernes kompetencer og virksomhedernes konkurrenceevne.

Det er ud af værdiskabelsen i virksomheder og organisationer, at der skabes grundlag for gunstige vilkår.

Derfor mener vi i Frie Funktionærer, at en moderne fagforening skal medvirke til at sikre lønmodtagernes værdi på arbejdsmarkedet og samtidig beskytte det enkelte individ mod urimeligheder.

I Frie Funktionærer forstår vi fuldt ud, at man som lønmodtager kan være fristet til at acceptere lønnedgang og "frivillig" båndlæggelse af en del af lønnen, hvis det kan være med til at redde en virksomhed.

På den anden side bør der være en grænse for, hvad man som lønmodtager skal acceptere og være med til at finansiere.

En af Frie Funktionærers kerneværdier er, at man må tage ansvar for eget arbejdsliv.

Det betyder, at den enkelte skal beslutte sig for, hvordan og på, hvilke vilkår man vil sælge sin arbejdskraft. Det handler dog sjældent alene om løn, men også om fx gode kolleger, spændende arbejdsopgaver og udviklingsmuligheder.

Den enkelte lønmodtager må afveje situationen og træffe sit eget valg.