Årets funktionær kåret i Odense

Hanne Dahl fra Samsung Denmark Research Center i Aalborg er kåret til Årets funktionær 2013.

Det skete som optakt til konference ”Grib chancen – find balancen”, som Frie Funktionærer holdt i Odense.

Hanne Dahl fik prisen overrakt af rådmand Jane Jegind. Prisen består af en bronzeskulptur, udført af Susanne Kirså, en check på 10.000 kroner samt champagne til at dele med kollegerne.

Årets funktionær er indstillet af sine kolleger og sin arbejdsgiver. Kandidaten hædres for at være den funktionær, som er kendetegnet ved både at være en god kollega og en værdsat medarbejder, der er professionel, positiv, viser respekt, har socialt engagement og humor. Kort sagt, den person ingen af os vil undvære.

Dommerkomiteen har ikke haft nogen nem opgave med at udpege de tre nominerede kandidater. Selvom opløbet var tæt og niveauet højt, var komitéen dog ikke i tvivl om, at Hanne Dahl fra Samsung Denmark Research Center er Årets funktionær 2013.

Rådmand Jane Jegind fremhævede i sin tale til vinderen Hanne Dahl, at komitéen i sit valg af Hanne Dahl som Årets funktionær, har lagt vægt på, at hun på forbilledlig vis har vist, at hun har fingeren på pulsen i virksomheden. Hun har vist sit engagement i både store og små opgaver

– Vi valgte Hanne Dahl, fordi ALLE hendes kolleger har bidraget til indstillingen, og fordi vi gerne vil belønne Hanne for den måde hun i 2012 har bidraget til, at både kolleger og virksomhed succesfuldt kom igennem ikke blot et ejerskifte, men også et kulturskifte, da virksomheden blev en del af Samsung, sagde Jane Jegind i sin tale til prisvinderen.

– Med ”Årets funktionær” ønsker vi at hædre de gode medarbejdere, der med stort fagligt engagement og personlighed, er med til at gøre vores virksomheder til bedre arbejdspladser, siger Jørgen G. Jørgensen, direktør i Frie Funktionærer.

Dommerkomiteen, der har udpeget den endelige prisvinder er:
• Jane Jegind, rådmand for Ældre- og Handicapforvaltningen i Odense, - der foretog prisoverrækkelsen.
• Morten Stig Christensen, generalsekretær i Dansk Håndbold Forbund
• Lars Kolind, bestyrelsesformand, forfatter og tidligere direktør for Oticon.
• Randi Laursen, formand i Frie Funktionærer.
• Elisabeth Fredsted, medarbejderrepræsentant i Samarbejdsudvalget i Frie Funktionærer.

For yderligere information kontakt:
• Direktør i Frie Funktionærer: Jørgen G. Jørgensen, telefon 63138601/mobil 4031 3477 , e-mail jgj@f-f.dk
• Projektansvarlig: Bente B. Bærentzen, telefon 63138586/mobil 4090 1703, e-mail bbb@f-f.dk