10 punktsplan for jobsamtalen

Bragt i Kjellerup Tidende 15. juli 2014

Af teamleder Hanne C. Boyer, Frie Funktionærer

Rigtig mange jobsøgende oplever, at de bliver nervøse, når de skal af sted til jobsamtale om et nyt job. Ifølge teamleder Hanne C. Boyer, Frie Funktionærer, er det bedste råd til de jobsøgende, at de skal lægge en plan og møde velforberedt op.

- Det lyder på en gang både svært og simpelt, men går du disse 10 punkter i gennem, så er du godt klædt på, siger Hanne C. Boyer.

En jobsamtale er en invitation til at møde virksomheden og de mennesker, der kan blive dine nye kolleger. De har udvalgt dig til et interview og de har sat tid af til det.

Derfor skal du sørge for at bruge den sparsomme tid optimalt.

1) Vær forberedt. Sæt dig ind i virksomhedens produkter, værdier, mission og vision. Notér spørgsmål, inden du komme ind til samtalen. Det kan være du undervejs får svarene, men hvis ikke, så husk at stille dem.

2) Din påklædning er vigtig. Kan du opsnuse, hvordan dresscode er, så klæd dig efter den. Du kan evt. køre hen til virksomheden og se, hvordan medarbejderne ser ud, når de møder eller tager hjem.

3) Vær velsoigneret. Sørg for at være nyvasket og uden stærk parfume / for stærk barbersprit. Vores lugtesans er den allermest følsomme og tanken om at have en omvandrende parfumeflaske gående, kan afskrække enhver arbejdsgiver.

4) Tag øjenkontakt til alle, du taler med. Allerede når du bliver hentet i receptionen, skal du være klar. Et direkte blik - uden at være stirrende - virker betryggende og udstråler selvsikkerhed.

5) Håndtrykket er mindst lige så vigtigt.

Ingen bryder sig om at få en våd karklud i hånden; det giver ikke indtryk af vilje. Giv et fast håndtryk, uden at knuse modtagerens knogler. At man er lidt våd i hånden er helt naturligt, men hvis hånden både er våd og man får et " slattent" håndtryk sender det forkerte signaler.

6) På gåturen fra receptionen til mødelokalet vil det være en god idé at få gang i stemmebåndet. Heldigvis har vi altid noget, vi kan tale om i Danmark: Vejret.

Men det kan også være "de moderne lokaler" eller den hyggelige stemning, der hersker i virksomheden.

Find ud af, hvad receptionisten hedder og henvis til den information, som du muligvis har trukket ud af vedkommende.

7) Ved selve samtalen: Vær dig selv, stil relevante spørgsmål, hav din præsentation af dig selv klar og vær skarp på informationerne i forhold til jobbet. Frem for alt vær ærlig om alt, du bliver spurgt om.

8) Lad virksomhedens repræsentanter tale.

Undlad at afbryde og lad endelig være med at "overtage styringen" - det er ikke din opgave.

9) Hvis ikke virksomheden selv informerer om det, så spørg ind til, hvordan det videre forløb er, når I er ved at tage afsked.

10) Følg op, når du kommer hjem. Send en kort mail med tak for dagens samtale og fortæl, om du stadig er interesseret.

Med de 10 punkter, så er du allerede godt på vej til dit nye job.