Sygedagpenge

Bragt i Den Korte Avis den 16. januar 2014

Af forsikringschef Vivi B. Arnoldus, Frie Funktionærers a-kasse

Hvor heldig kan man være? Det spørgsmål indleder en af tophistorierne i Den Korte Avis den 14. januar 2014. For de, der er så uheldige at modtage sygedagpenge, er helligdage ikke lig med at være heldig. Alle os i job kan være glade og føle os heldige – vi har jo en fast indkomst. Anderledes forholder det sig for de sygdomsramte, der modtager sygedagpenge, hvad enten de er i job eller ledige. De har ingen grund til at holde fest for at fejre de 13 søgnehelligdage i 2014. Det betyder nemlig, at de mister dagpenge på i alt 10.595 kr. Så heldig kan man altså være, at man bliver ramt økonomisk i en periode, hvor man er syg og ekstra sårbar.

Søgnehelligdagene bliver en økonomisk lussing, og det er ganske urimeligt, at det er ”tilfældige” kalenderdage, der er afgørende for størrelsen af sygedagpengene. Derfor opfordrer vi i Frie Funktionærer regeringen til at ændre reglen, så man ikke yderligere rammer folk på sygedagpenge på denne barske måde.