Regeringen kaster skygger over iværksætterdrømme

Bragt i Berlingske den 10. oktober 2017

Af forsikringschef Vivi B. Arnoldus, Frie Funktionærers a-kasse

Regeringen ønsker, at flere vælger livet som iværksætter til. Det er i hvert fald det signal, den sender udadtil med løfter om at lempe regelrytteriet. Men samtidig snører den det økonomiske sikkerhedsnet under de selvstændige ind og gør det dermed langt mere risikabelt for dem, der ellers gerne vil tage springet.

Indtil nu har danskerne kunnet prøve iværksætterdrømmen af på deltid og supplere op med dagpenge for at sikre privatøkonomien. Den mulighed bliver kraftigt begrænset fra juli næste år, når perioden, man kan gøre det i, forkortes fra 78 uger til kun 30 uger - en regel der er kopieret fra dagpengesystemet for lønmodtagere.

Den beslutning fortjener kritik. For det første fordi der er stor forskel på at være ledig lønmodtager, der søger et nyt fuldtidsjob, og så spirende selvstændig med iværksætterdrømme. Begge grupper skal sikres - men på hver sin måde. Derfor er det skuffende, at regeringen blindt vil copy-paste de snart ti år gamle 30-ugers regler fra det ene område over på det andet - uden at tage hensyn til, at behovet er et helt andet.

For det siger næsten sig selv, at når sikkerhedsnettet strammes så meget, forsvinder også den langsigtede tryghed, der for mange iværksættere kan være afgørende for, at de tør kaste sig ud i drømmen om at være selvstændig.

Ønsker politikerne reelt, at flere skal forsøge sig med iværksætteri, er vejen frem ikke at indsnævre det økonomiske sikkerhedsnet. Derfor bør regeringen genoverveje beslutningen om at genbruge gamle, fastlåste begrænsninger og indføre dem, så alle skæres over en kam. Det er både umoderne og utrolig uhensigtsmæssigt.

For selv om det kan virke overbevisende, når nogen tror så meget på sin egen idé, at de vil satse alt for den, bør der fortsat være muligt at prøve den af under tryggere rammer i en lang periode. Derfor bør man i stedet gå til området med åbne øjne og foreslå nogle helt nye regler for området, der er langt mere tidssvarende og tilpasset den virkelighed, som både iværksætterne og samfundet som helhed skal navigere i fremover.