En gulerod til de ledige

Bragt i Fyens Stiftstidende 10. september 2014

Af direktør Jørgen G. Jørgensen, Frie Funktionærer

Dagpenge fylder meget i den aktuelle debat. Forhistorien er primært dagpengereformen fra 2010, som halverede dagpengeperioden fra fire til to år, og hvis virkninger slog igennem fra januar 2013. Siden har 44.000 mistet retten til dagpenge.

Det lyder af et meget stort tal, men det skal sammenholdes med, at der er ca. 2,2 mio. arbejdsløshedsforsikrede i Danmark, så vi taler altså om ca. to pct. af det samlede antal forsikrede.

Debatten om dagpenge, ikke mindst reglerne for genoptjening, der med reformen blev fordoblet fra 26 til 52 ugers arbejde, er ekstra aktuelle på baggrund af partiernes indledende manøvrer i forhandlingerne om næste års finanslov og den seneste opgørelse fra brancheorganisationen AK-Samvirke, der viser, at alene i løbet af første halvår 2014 har 9.900 mistet retten til dagpenge.

Dagpengedebatten handler især om to ting: antallet, der ryger ud af dagpengesystemet, og hvor nemt eller svært det bør være at genoptjene retten til dagpenge. Debatten er gennemgående ret ideologisk og hidsig, og der er langt mellem saglige indlæg baseret på fakta og seriøse overvejelser.

Et hovedsynspunkt er, at alle ledige har krav på et rimeligt forsørgelsesgrundlag, da det enkelte individ er uden skyld i arbejdsløshed, fordi antallet af ledige stillinger defineres af konjunkturer og andre forhold, som den enkelte ikke har indflydelse på.

Et andet hovedsynspunkt kan sammenfattes til, at der for den enkelte skal være stærke økonomiske incitamenter til at tage nærmest ethvert job, og hvis man er villig til det, så er en to års periode på dagpenge tilstrækkeligt.

Kan man ikke skaffe sig et job på to år, er det, fordi man enten ikke vil, eller fordi man har alle mulige andre problemer end det manglende job.

Umiddelbart virker synspunkterne uforenelige, men som praktiker på området synes jeg, at kompromisset er oplagt. De fagforeninger og politikere, der argumenterer for, at den enkelte ledige nærmest er uden mulighed for selv at påvirke egen situation, må opgive det synspunkt og indse, at det er at nedgøre de ledige. Langt de fleste er ansvarlige mennesker, der ønsker at tage ansvar for deres eget arbejdsliv, og de kan altid over tid påvirke deres egen situation.

Til gengæld bør hardlinerne, der ikke vil høre tale om at lempe optjeningsreglerne, indse, at de nuværende regler er enormt stramme, også når vi sammenligner med landene omkring os.

Kravene er ulogiske i forhold til formålet med de gennemførte stramninger. Formålet er at få ledige til at tage ethvert muligt job, så hurtigt som muligt.

incitamentet til det bliver stærkere, jo nemmere og hurtigere sådanne job medregnes til optjening af dagpengeretten, fx korte vikariater eller sæsonarbejde, der i dag ofte besættes med østeuropæere, der er villige til at tage sådanne job. I dag kan udsigten til, at der skal 12 måneders arbejde til at genoptjene dagpengeretten nemt føre til, at selv aktive og ansvarsbevidste ledige taber modet, hvis de arbejdsmæssige muligheder reelt er korte ansættelser. Det skal vi undgå.

Gør man den slags job mere attraktive for ledige uden at fordyre omkostningerne for arbejdsgiverne, opnår vi hele tre ting: 1. flere stillinger bliver besat af danske ledige i stedet for importeret arbejdskraft; 2. flere danskere i arbejde = færre ledige; 3. langt færre vil ryge ud af dagpengesystemet.

Det er oplagt, at det er den vej, vi skal gå. Her er jeg, ud over fra de praktiske erfaringer i Frie Funktionærers a-kasse, også inspireret af Koch-rapporten, der udkom i februar.

Her fremgår det fx, at den aktive beskæftigelsesindsats koster årligt i størrelsesordenen 11,7 mia. kr., hvoraf 2,3 mia. kr. er til forsikrede ledige. Det er efter min vurdering småpenge i forhold til det årlige beløb på 62,2 mia. kr. til dagpenge-, kontanthjælps-og sygepengemodtagere.

Tallene fra rapporten er stort set fraværende i den aktuelle debat. Ærgerligt nok handler debatten kun om et lille hjørne af det, som det burde dreje sig om, nemlig hvordan vi kan spare på de 62,2 mia. kr. eller i det mindste, hvordan vi som samfund får mere ud af de midler.

I den sammenhæng er det ret ligegyldigt, om beløbet til de arbejdsløshedsforsikrede udgør to, tre eller fire mia. kr. Alene af den grund bør vi lempe reglerne for genoptjening af dagpengeretten. Det vil også kunne hindre mange af de ulykker, som der er lagt op til i den seneste politiske aftale om beskæftigelsesreformen, hvor der lægges op til, at der i jobcentre og a-kasser skal holdes bogstavelig talt 100.000-vis af flere samtaler med de ledige.

Lad os dog give de ledige en gulerod til at tage det forhåndenværende arbejde i stedet for at drive dem til endeløse samtaler, der jo ikke skaber flere job, muligvis undtaget i jobcentre og a-kasser.