Respekter vores frie valg

Bragt i Jydske Vestkysten den 8. januar 2013

Af formand Randi Laursen, Frie Funktionærer og Frie Funktionærers A-kasse

Nye tanker og initiativer, der kan bringe dansk erhvervsliv tilbage på sporet, så der igen kommer vækst i beskæftigelsen til glæde for de mange ledige, der står over for at miste dagpenge eller har mistet job. Man skulle tro, at Erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen havde nok at gøre.

Alligevel har Annette Vilhelmsen brugt juledagene til at blæse til værdikamp mod ”de forkerte fagforeninger”, og gå i korstog for ”den rigtige (røde) fagbevægelse”. 

Kære Annette Vilhelmsen. Tilhører du en svunden tid? Har du ikke opdaget, at vi i dag har et arbejdsmarked, der unægtelig ser anderledes ud end den gang LO-fagbevægelsen i starten af sidste århundrede var ene om at organisere danske lønmodtagere. I dag er rigtig mange lønmodtagere på det danske arbejdsmarked ansat på individuelle vilkår, hvor kollektive overenskomster ikke giver mening, og hvor individuelle aftaler om løn- og ansættelsesforhold er en naturlig måde at lave aftaler på.

Er det så politikere, der skal gøre sig til dommere over hvem der er ”rigtige fagforeninger” og hvem der er ”de forkerte”? - Er det ikke op til medlemmerne at afgøre?  - For vi har da fagforeningsfrihed i Danmark – eller har vi?

I Frie Funktionærer hylder vi friheden til at lade medlemmerne vælge, hvad der er rigtigt og forkert for dem. At det rigtige for dem er en fagforening, der tilbyder den individuelle service og rådgivning, som medlemmerne efterspørger.

Vi underkender heller ikke de lønmodtagere, der foretrækker røde faner og kollektive overenskomster, men vi underkender at politikere på polemisk vis ikke respekterer danske lønmodtagere i deres frie fagforeningsvalg.

Er det ikke medlemmernes tilfredshed, der i sidste ende tæller?  Det synes vi i FRIE Funktionærer.

I en helt ny tilfredshedsundersøgelse, gennemført af MSI Research ved Århus Universitet giver Frie Funktionærer LO-organisationerne baghjul, når det gælder medlemstilfredshed.

Gør det os til en mindre rigtig fagforening? – Det synes vores medlemmer i hvert fald ikke!