Hvem er de gule?

Kronik bragt i Fyens Stiftstidende 4. september 2013.

Arbejdsmarkedet ændrer sig, og derfor opstår der nye typer af fagforeninger - herunder de såkaldt "gule".

Af direktør Jørgen G. Jørgensen, Frie Funktionærer

Fyens Stiftstidende har den seneste tid bragt mange indlæg om "gule foreninger". Men hvad er det egentlig, der giver anledning til de mange følelsesladede indlæg om emnet? Betegnelsen "gul fagforening" stammer fra oprettelsen af en af de første alternative fagforeninger i Frankrig i 1887.

Strejkende arbejdere knuste ruderne i den bygning, hvor strejkebryderorganisationen holdt til, og vinduerne blev derefter klistret til med gult papir.

I Danmark har vi eksempler på gule fagforeninger med både lønmodtagere og arbejdsgivere som medlemmer. "De gule" var typisk fortalere for en samarbejdspolitik, enten som reaktion på en marxistisk ideologi om uforenelige klassemodsætninger eller som udtryk for en harmoniholdning, gerne funderet i en religiøs opfattelse af samfundets rette indretning.

I den aktuelle debat anvendes "gul" imidlertid som et skældsord mod de fagforeninger, man ikke bryder sig om, mens kritikerne af de klassiske fagforeninger beskylder disse for monopolvirksomhed og gammeldags tænkning.

Debatten er overfladisk og giver kun mening, hvis man betragter de mange indlæg som udsagn om, hvorvidt skribenten holder med rød eller blå blok.

Debatten handler ikke om fagforeninger, selvom det nok er en debat værd.

Det typiske er, at en gul fagforening organiserer lønmodtagere, nogle af dem selvstændige, indenfor forskellige faglige områder, og at fagforeningen ikke er medlem af en centralorganisation ( LO, AC eller FTF).

Den største forskel på en "gul" fagforening og en traditionel fagforening er, at de gule fagforeninger ikke eller kun i begrænset omfang forhandler overenskomster. Nogle vil gerne, men har ikke nok medlemmer på de enkelte arbejdspladser til, at det giver mening.

Andre går ind for individuelle ansættelsesforhold og agerer især på områder uden overenskomster.

Realiteten er, at der ikke er en entydig definition på en gul fagforening.

Der er fagforbund, som de færreste vil betegne som gule, der også står uden for centralorganisationerne, bl. a. Dansk Journalistforbund og Ingeniørforeningen.

På det man kalder den gule fløj, er forskellene meget store, ikke mindst i holdninger, værdigrundlag og arbejdsmåder. Det giver derfor ikke mening at slå dem sammen til én kategori.

Nuancerne skal med i diskussionen om fagforeninger. Vi har ikke ét homogent arbejdsmarked, men derimod mange forskellige brancher, virksomheds-og medarbejdertyper. Hvad der er logisk et sted, kan være helt uaktuelt et andet sted. Det rigtige for det ene individ kan være forkert for et andet. Er det med i overvejelserne, kan vi få en seriøs debat, hvor vi diskuterer reelle uenigheder i stedet for at udveksle slagord.

Den debat vil vise, at tingene sjældent er helt sorte eller hvide - in casu gule eller røde.

Valg af fagforening hænger sammen med den enkeltes ansættelsesforhold og grundholdninger til f. eks. forholdet mellem arbejdsgiver og lønmodtager.

Det ene synspunkt er, at det afgørende for løn- og arbejdsvilkår er styrkeforholdet mellem arbejdsgivere og lønmodtagere.

Det andet synspunkt er, at det afgørende for løn- og arbejdsvilkår er lønmodtagernes kompetencer og virksomhedernes konkurrenceevne.

Det første synspunkt er udbredt i brancher med store virksomheder med mange ansatte, herunder mange timelønnede. Det andet synspunkt er især udbredt i brancher med mindre virksomheder med funktionærer ansat på individuelle vilkår. Det første synspunkt hører især til i 1970'erne. Det gælder fx i en af mine gamle lærebøger fra Københavns Universitet ("Arbejdsmarkedet - hvad sker der?", forlaget Fremad, 1980), hvor de kendte arbejdsmarkedsforskere, man stadig hører i debatten ( Flemming Ipsen, Henning Jørgensen m. fl.) slog fast, at udgangspunktet for forståelse af arbejdsmarkedet er, at der er et klassemodsætningsforhold mellem arbejdere og arbejdsgivere.

I nyere litteratur er udgangspunktet helt anderledes, fx en bog om fremtidens arbejdsmarked "Unboss" af Lars Kolind og Jacob Bøtter. Her er den grundlæggende antagelse, at konstant konflikt mellem arbejdstager og arbejdsgiver er irrelevant, hvorfor de traditionelle arbejdsgiverorganisationer og fagforeninger er forældede.

Forfatterne hævder, at de medarbejdere, der stærkest støtter kollektive overenskomster og lønsystemer, leverer en relativt beskeden arbejdsindsats, mens de, som leverer en stor indsats, er glade for at blive bedømt individuelt.

For nogle er det afgørende, at en fagforening laver overenskomster og har et kollektivt tillidsmandssystem.

Andre vælger en moderne demokratisk fagforening, der varetager medlemmernes individuelle interesser i arbejdslivet.

Min personlige konklusion er, at arbejdsmarkedet ændrer sig, og derfor opstår der nye typer af fagforeninger. Det er ikke omvendt. Vi har set en kraftig stigning af funktionæransatte og et tilsvarende fald i industrijob, der traditionelt har haft kollektive overenskomster.

Udviklingen i arbejdsstyrkens sammensætning har skabt et behov for moderne fagforeninger, der tager udgangspunkt i det enkelte medlem.