Fædre skal ikke tvinges til orlov

Bragt i Fyens Stiftstidende 3. juni 2013

af Marianne Normann Jensen, bestyrelsesmedlem, Frie Funktionærer

LO lægger nu pres på regeringen og kræver at få indført delt barsel mellem mænd og kvinder. De ønsker lovgivning, der øremærker 12 ugers barsel til mændene.

På den måde ønsker de sammen med beskæftigelsesminister Mette Frederiksen at tvinge fædre til at holde mere barsel – i ligestillingens navn.

I Frie Funktionærer mener vi at tvang er et billede på en forældet tankegang. Vi hylder derimod friheden til, at den enkelte familie selv bestemmer, hvad der er bedst i netop deres aktuelle situation. Vi mener, at den beslutning ligger bedst i deres hænder.

Vi er helt sikre på, at vores medlemmer er de mest kompetente til at bestemme, hvad der er bedst for dem.

LO’s pres på regeringen for at indføre en mere restriktiv barselslovgivning i forhold til hvem, der skal være hjemme hos – og hvor længe, viser blot endnu et eksempel på, at der er behov for en Lønmodtagerlov i Danmark – en lov, der indeholder en samlet lovgivning for minimumsrettigheder der er gældende for alle lønmodtagere, uanset køn, på det danske arbejdsmarked.