Hvordan forbereder jeg mig bedst til lønforhandling?

Sådan får du mest ud af din lønforhandling - trin for trin.

Forberedelsen

  1. Start i god tid. Skriv dine arbejdsopgaver/præstationer ned - helst hver uge. Notér også ændringer i dine ansvarsområder.
  2. Fortæl chefen løbende om dine præstationer og de resultater, som du opnår.
  3. Undersøg, hvor din løn ligger i forhold til aktuelle lønstatistikker og beslut, hvad du er værd.
  4. Vælg tre stærke argumenter for, at du skal stige i løn og beslut hvilke personalegoder, du er interesseret i. Undersøg, hvilken værdi de har for dig.
  5. Brug Frie Funktionærer som din sparringspartner forud for lønforhandling.

Selve lønforhandlingen

  1. Synliggør dine arbejdsopgaver og dine indsatser og ansvarsområder over for din chef.
  2. Fremhæv dine stærke sider og dine succeser. Du behøver ikke at have opfundet den dybe tallerken. Godt arbejde er nok!
  3. Fremhæv stabilitet - fx: Jeg er sjældent syg/kommer til tiden/gør tingene færdige.
  4. Lyt og lad chefen spille ud. Sørg for at holde fokus under forhandlingen. Tag ikke et nej for et nej, men betragt det som et forhandlingsoplæg.
  5. Brug de tre stærke argumenter, som du valgte i din forberedelse og hold fast i dem.
  6. Henvis til lønstatistikker og til andres løn.
  7. Find din indre købmand frem. Gør det ikke sværere, end det er! Om du forhandler løn eller forhandler prisen på et hus, er forhandlingsteknikken den samme.
  8. Forhandl som en mand - også selvom du er kvinde. Kvinder har ry for ikke at fremhæve deres præstationer, så drop flinkeskolen.
  9. Når der ikke er mere at hente på lønnen, forsøger du at øge den arbejdsgiverbetalte pensionsindbetaling. Pension er for din arbejdsgiver en mere integreret løndel end fryns - så sats på pension før fryns!
  10. Nu er det tid til at kæmpe for fryns - gerne skattefrit.
  11. Først herefter foreslår du modregning i bruttolønnen mod at få de ønskede personalegoder. Det bedste resultat for dig er en aftale om skattefri frynsegoder, så gå efter at få dem skattefrit, før du foreslår modregning i bruttolønnen!
  12. Afslut med at bede om betalt uddannelse - det er en fordel for både dig og arbejdsgiveren. Det løfter din markedsværdi og derfor også din løn på sigt.
  13. Hvis ikke du får dine forventninger opfyldt, skal du aftale, hvad det kræver at opnå den ønskede løn. Gerne skriftligt.
  14. Forbliv rolig og positiv under hele forhandlingen - I skal også kunne arbejde sammen fremover.

Scor Kassen Ved Loenforhandling 700 250

Evalueringen

  1. Hvad gik godt, og hvad gik mindre godt?
  2. Hvad skal og kan jeg ændre?
  3. Hvad fik jeg accept på - også selvom det ikke medførte lønstigning?
  4. Evaluer med Frie Funktionærer.
  5. Skal der evt. aftales et nyt lønforhandlingsmøde?
  6. Læg en plan for næste lønforhandling.