Sociale medier: Hvad bør jeg tænke over?

Er du jobsøgende og facebook-bruger? Så kan det være en god idé at vurdere, om indholdet på din profil er god reklame for dig.

Undersøgelser viser, at op mod hver anden arbejdsgiver kigger kandidaterne efter i sømmene på nettet, og at hver tiende sågar har droppet en kandidat på baggrund af vedkommendes profil på et socialt netværk.

Netprofiler

Man bør altid tænke over, hvad man skriver på blogs, hjemmesider og andre steder på nettet, men man kan måske let glemme, at profiler på de populære sociale netværk fx Facebook, Instagram og Twitter faktisk er åbne for alle, med mindre man begrænser adgangen til sin profil. Over 3 millioner danskere er medlem af Facebook.

Sådan undgår du at gøre dig uheldigt bemærket:

  • Fjern de billeder og beskeder, der sender uheldige signaler.
  • Hold øje med kommentarerne på din profil. Du kan ikke kontrollere, hvad folk skriver, men hvis du vil undgå upassende kommentarer, er det muligt helt at fjerne muligheden for at efterlade kommentarer.
  • Tænk over, hvilke grupper du melder dig ind i. Selv om det måske virker harmløst at melde sig ind i "DM i Druk", er det ikke sikkert, din arbejdsgiver synes om det.
  • Vær ærlig. Lad være med at skrive, at du har en kandidatgrad i erhvervsøkonomi, hvis du i virkeligheden droppede ud på 3. semester. Det er også en dårlig idé at fortie oplysninger i din ansøgning, hvis de alligevel kan findes på nettet.
  • Tænk over, hvad du skriver. Hvis du ikke vil have, at din kommende chef læser det, så lad være med at skrive det.