Få gode råd til, hvordan du kan bruge dit netværk

Hvad kan du bruge dit netværk til?

Inspiration, ny viden og en genvej til et nyt job – det er bare nogle af de fordele, der kan være ved at aktivere netværket og bede om hjælp.


At få aktiveret tidligere kollegaer, venner, naboen og resten af omgangskredsen kan være afgørende i jagten på et nyt job. For næsten to tredjedele af private virksomheder finder deres nye ansatte via kollegaernes netværk, viser Ballisagers rekrutteringsanalyse fra 2017.

Så selvom det kan være grænseoverskridende at fortælle folk omkring dig, at du søger efter et nyt job, kan det være netop det, der sikrer, at du får et. Betragt det som en uforpligtende dialog og husk på, at de fleste faktisk rigtig gerne vil hjælpe.

Du kan fx bruge dit netværk til at:

  • Få viden om en ledig stilling. Kender du en, der arbejder på virksomheden, kan vedkommende fortælle om stedet og give dig informationer, der kan gøre din ansøgning endnu skarpere.
  • Komme til jobsamtale. Mange virksomheder lytter til deres ansatte og vil gerne gå videre med en ansøger, som en god kollega har anbefalet. Så kan en i dit netværk gøre det for dig, kan det give dig et forspring.
  • Blive inspireret. Ved at være opsøgende får du måske kendskab til stillinger og virksomheder, det ellers ikke var faldet dig ind at søge. Du kan også få nys om en arbejdsplads, der vækster, og hvor der derfor kan være en potentiel jobåbning.
  • Få informationer. Kender du en i en jobtype, du er interesseret i, kan du i en snak med vedkommende få information om virksomheder, branchen samt feedback på dine kompetencer og evt. mangler.

Sidst – men absolut ikke mindst – er det også vigtigt, at du selv gør det modsatte. Nemlig at du byder ind med interesse og hjælp til personer i dit eget netværk, der måske har brug for det. Det kan komme dig til gavn på et senere tidspunkt.

Læs mere om at dyrke dit netværk