3 gode råd til at dyrke dit netværk

Dyrk dit netværk

At bruge dit faglige netværk aktivt kan booste både jobsøgningen og karrieren. Men hvordan gør man det helt konkret? Det får du her tre gode råd til.


Studiekammerater, kolleger, tidligere chefer, barndomsvenner, naboen og ’ham der, du mødte på et kursus engang’. Dit netværk er større, end du måske er klar over – og bruger du det rigtigt, kan det være en kæmpe fordel i dit arbejdsliv.

Det handler om at udveksle viden og informationer og gensidigt hjælpe hinanden frem. Er man god til det, mens man er i job, er der langt flere at søge gode råd og sparring hos, hvis man pludselig skulle blive ledig.

Netværk en vigtig kanal

Undersøgelser fra blandt andre Ballisager har da også vist, at netop netværket er en vigtig kanal, når virksomheder rekrutterer medarbejdere:

Det er altid en god ide at få tips om relevante ledige stillinger fra folk, man kender, og det er vigtigt selv at fremstå attraktiv på fx LinkedIn, så man skiller sig ud i en ansættelsesproces.

3 gode råd

Derfor er det en god idé både at dyrke det netværk, man allerede har, og opsøge nye faglige kontakter at sparre med. Til det får du her tre tip, der hjælper dig til at netværke fornuftigt.

  1. Giv først
    En god netværker er uselvisk. Det handler først og fremmest om at give noget til andre - og så kan man bagefter være heldig at få hjælp retur. Så start med at byde ind med interesse, gode råd, kommentarer og hep, når andre efterspørger det og deler opslag på fx LinkedIn. Når du bidrager positivt overfor andre, er der større sandsynlighed for, at de også vil hjælpe dig retur, når du har brug for det.

  2. Vær personlig
    Uanset om du gerne vil skabe nye kontakter, have et godt råd til en konkret pro-blemstilling i dit nuværende arbejde eller hjælp til at søge nyt job, så får du mest ud af at henvende dig direkte og personligt. At fx sende en enslydende ’vil du ikke dele mit CV’-mail ud til alle dine kontaktpersoner er måske fristende, men effekten vil formentlig være minimal. Prioriter derfor i stedet at formulere dig direkte og personligt til dem, du kontakter.

  3. Følg op
    Efter mødet er det vigtigt at følge op. Skriv fx en e-mail, hvor du fortæller, hvad du har brugt jeres møde til og husk at tilbyde din hjælp, hvis vedkommende har brug for den i en lignende situation. Alle har brug for et godt og aktivt netværk på et tidspunkt, og det kræver vedligeholdelse.