Elev: Har jeg ret til løn under min ferie?

Som elev har du krav på 25 dages betalt ferie i 1. og 2. hele ferieår, efter du er startet som elev (altså fra førstkommende 1. maj). Ferieåret går fra 1. maj til 30. april. Er elevforholdet begyndt inden 1. juli, har du også i dette ferieår ret til betalt ferie i 25 dage.


Har du optjent feriepenge hos en tidligere arbejdsgiver, skal du bruge de optjente feriepenge derfra, inden du kan kræve betalt ferie fra din elevplads. Hvis dine optjente feriepenge fra en tidligere arbejdsgiver giver en lavere daglig indtægt end din elevløn, skal din nye arbejdsgiver dog supplere op, så du minimum får din normale elevløn under din ferie.

Er dit ansættelsesforhold begyndt 1. juli eller senere, har du som elev kun ret til betalt ferie i dette ferieår, hvis virksomheden holder ferielukket i tiden mellem 1. oktober - 30. april. Her har du ret til 5 betalte feriedage.

Ret til 25 dage

Elever har som alle andre lønmodtagere ret til at holde ferie 25 dage om året efter ferielovens bestemmelser, men såfremt man er begyndt efter 1. juli, er det altså ikke nødvendigvis med løn.

Bliv ringet op - KLIK HER - Og hør mere om dine muligheder for at blive elevmedlem for 50 kr. pr. måned eller gratis medlem som studerende.

Feriefridage som elev

En elev har som udgangspunkt de samme rettigheder som andre ansatte på virksomheden. Er man ikke omfattet af en overenskomst, har man ret til feriefridage på samme måde som andre ansatte på virksomheden. Nogle elever vil ikke have ret til feriefridage.

Udlært - løn under ferie

Hvis du efter din elevtid bliver ansat i virksomheden, og der ikke har været noget afbrud imellem afslutningen af elevperioden og ansættelsen efterfølgende, skal du have ferie med fuld løn svarende til lønnen som udlært, når du holder ferie.

Ledig – hvad nu?

Hvis du efter afslutningen af din elevperiode er blevet ledig skal din a-kasse have besked i god tid. På denne måde kan din a-kasse også nå at reagere, hvis dit opsigelsesvarsel er for kort. Et for kort varsel går nemlig ud over retten til dagpenge. Din a-kasse kan samtidig orientere dig om, hvad du skal være opmærksom på i forbindelse med din ledighed.

Brug for yderligere oplysninger?

Som medlem af Frie Funktionærers fagforening er du altid velkommen til at kontakte juridisk afdeling, hvis du har spørgsmål omkring dine rettigheder.