Ja eller nej til medarbejderaktier

Ja eller nej til medarbejderaktier?

Det kan både give dig god mulighed for gevinst og risiko for at tabe stort, hvis chefen tilbyder dig en del af lønnen som medarbejderaktier.

Hvad ville du sige til at give afkald på nogle procenter af din løn for til gengæld at blive medejer af arbejdspladsen gennem aktier? Det tilbud står mange lønmodtagere over for.

- Det er noget, arbejdsgivere tilbyder, når de gerne vil lade virksomhedens resultat afspejle sig direkte i en medarbejders løn, fortæller advokat Rune Henneberg, der er advokat og souschef i Frie Funktionærers juridiske afdeling.

Frivilligt

Som ansat kan man dog ikke blive tvunget til at investere en del af sin løn i arbejdspladsens aktier. Hensigten bag ordningen er en forventning om, at ansatte bliver mere motiverede til at yde en indsats, når arbejdspladsens økonomi har betydning for deres samlede løn. Men bag tilbuddet gemmer sig en del faldgruber:

- Derfor skal man være rigtig opmærksom – og endnu mere, hvis man er uerfaren i at handle med aktier og fx ikke har kendskab til, hvordan en eventuel gevinst beskattes, forklarer Rune Henneberg.

Løn eller bonus?

Noget af det første, du som ansat bør være opmærksom på, er derfor, om aktierne udgør en del af lønnen eller fungerer som en bonusordning. Er det en del af lønnen, løber man nemlig en langt større risiko:

- Så investerer du i virkeligheden en del af din løn i arbejdspladsens aktier, og falder selskabets kurs, risikerer din indtægt også at gøre det, fortæller Rune Henneberg og fortsætter:
- Og skulle det værste ske, og virksomheden går konkurs, vil hele investeringen være tabt.

Får medarbejderne derimod aktierne som en gave eller bonus, risikerer de højest, at værdien af dem forringes eller forsvinder.

Hvis du bliver bortvist eller siger op

Noget andet, man som ansat også bør vide, er, at hvis du bliver bortvist eller selv siger op, så mister du retten til at beholde dine medarbejderaktier.

- Det betyder, at man ved opsigelse kan miste en mulig økonomisk gevinst, og dét kan være en fordel for arbejdsgiverne, da de kan bruge det til at fastholde de ansatte, forklarer advokaten.

Grundig research

Men der kan også være klare fordele ved at takke ja til tilbuddet om at blive medejer af den virksomhed, man er ansat i. Går det godt, kan det nemlig ende med en økonomisk gevinst.

- For hvis aktiekursen stiger, kan man få del i gevinsten - som endda udbetales med lempeligere skatteregler, end hvis pengene var gået ind på kontoen som almindelig løn.

Derfor er der god grund til at undersøge tingene grundigt, inden man siger ja eller nej til tilbuddet om medarbejderaktier, mener Rune Henneberg og forklarer:

- Ført og fremmest er det nødvendigt at undersøge, om firmaet generelt er en sund forretning med overskud og derefter at mærke efter, om du kan se dig selv være ansat der i mange år.

Fakta om medarbejderakier

  • Medarbejderaktier dækker over, at ansatte i stedet for – eller som supplement til lønnen – modtager aktier i det selskab, de arbejder i.
  • Med aktierne følger ofte en bindingsperiode, der angiver, hvornår man kan sælge dem igen eller indløse en evt. gevinst.
  • Vær opmærksom på, at hvis du siger op eller bliver bortvist, så kan du gå glip af en mulig gevinst fra dine medarbejderaktier. 

Kontakt os

Har du spørgsmål om medarbejderaktier, kan du altid kontakte Frie Funktionærers juridiske afdeling på telefon 63 13 85 50.