Kasper Hvidt

Kasper Hvidt står på mål for sine værdier

Han følger aldrig sin mavefornemmelse, går ikke på job for at få venner og siger sin mening højt. Mød en af Danmarks største håndboldsucceser, der med klare værdier har styret sin karrierevej – nu i en helt ny retning.

Det er mindre end et år siden, han sidst stod med harpiks på fingrene og forsvarede et håndboldmål. Kasper Hvidt blev kendt som en af de største profiler både på landsholdet og i de bedste, europæiske klubber og for utallige kampe med en redningsprocent på over 50. Men også som ham, der med store ord gav sin mening til kende både over for medspillere og modstandere.

- Når jeg går på arbejde, så har jeg et klart mål og vil gøre alt for at opnå det. På håndboldbanen er det at vinde kampe – og det har du 60 minutter til. Så er det, passionen virkelig skinner igennem, siger han med et smil.

Værdier

Den 41-årige tidligere målvogter er godt klar over, at det netop er temperamentet, mange husker ham for. Men han føler selv, det mere handler om de værdier, han har bygget sit arbejdsliv op omkring:

- At jeg hidser mig op, når det ikke går, som jeg vil, handler om, at jeg brænder så meget for mit job og gerne vil yde 100 procent hver gang. Så er der ikke plads til slinger i valsen, siger han.

Grundighed og flid

Derfor er det netop værdier som grundighed og flid, der for Kasper Hvidt har været vejen til succes. Grundighed i forhold til at dykke ned i hver detalje og sætte sig ind i, hvordan netop dén redning eller dét kast kan blive bedre, og flid som fx at træne en time ekstra, hvis det er det, der skal til.

- Forberedelsen er afgørende for, hvordan man performer – derfor lægger jeg meget tid netop der. Jeg har også været heldig at få hjælp til at strukturere og bryde træningen ned i delmål og dermed lært at planlægge mere langsigtet og tænke strategisk. Det er virkelig noget, jeg har taget med mig videre, fortæller Kasper Hvidt.

Det betyder også, at det for ham aldrig er mavefornemmelsen, der styrer. Uanset om der skal træffes beslutninger om at skifte hold eller købe hus.

- Det handler igen om at være grundig og ikke en slendrian. Ens mavefornemmelse kan jo vise sig at være forkert – derfor giver det en ro at vide, at jeg har undersøgt alting til bunds og holder mig til fakta fremfor at lade mig rive med af følelser eller friste af et godt tilbud.

Lod sig friste af penge

Faktisk har han kun svigtet den taktik én gang i sin karriere. Nemlig da en konkurrerende klub lokkede med en kontrakt, hvor han selv kunne bestemme, hvilket beløb der skulle rulle ind på kontoen hver måned.

- Der blev jeg simpelthen grebet af stemningen og fristet af pengene, men det var ikke en fornuftig beslutning. Hvis jeg spillede der, ville jeg måske få en højere løn, men det ville blive vanskeligere at opfylde mine karrieremæssige ambitioner. Derfor skyndte jeg mig også at ringe og takke nej alligevel.

Fra håndbold til e-sport

Med over to årtier i sporten kan han se tilbage på masser af succes med blandt andet fem internationale mesterskabsmedaljer og en kåring som verdens bedste målmand på CV’et. Men Kasper Hvidt kigger ikke tilbage - han fokuserer fremad.

Blandt andet derfor skiftede han sidste år håndboldhallen ud med jobbet som direktør i firmaet RFRSH Entertainment, der organiserer e-sportshold og hjælper dem med at skabe mere professionelle rammer. Det betød også, at Kasper Hvidt skulle lære at finde helikopterblikket frem og fokusere på en større strategi fremfor enkelte detaljer i spillet.

Spillet, han beskæftiger sig med, er Counter Strike; det mest spillede onlinespil i verden. RFRSH repræsenterer tre hold, der konkurrerer om topplaceringer og pengepræmier op mod en mio. dollars. I alt har Kasper Hvidt ansvaret for at hjælpe 18 mænd med at yde sit bedste, og ifølge ham er der mange parametre fra håndbolden, der også kan bruges i e-sport.

- Det handler om at analysere et spil, finde fejlene og hjælpe med at optimere præstationen, men også om hvordan man er professionel elitesportsmand. Det er helt klart her, mine kompetencer er stærkest.

Ærlighed er vejen frem

Med jobskiftet er Hvidt også gået fra at være en del af holdet, der præsterer på banen, til at sidde på chefgangen – og han har allerede et klart billede af, hvilke værdier der kendetegner ham som leder:

- Jeg sætter stor pris på åbenhed og ærlighed. Hvis folk synes, jeg er et fjols, skal de sige det til mig – til gengæld vil jeg også selv melde ud, hvis nogen præsterer dårligt, siger han og uddyber:
- Dermed ikke sagt, de er et dårlige mennesker. Men min filosofi er lidt, at man kun kan blive bedre, hvis man tør tale om det, der ikke går så godt.

Det kommer både til udtryk, når han forklarer spillerne, hvorfor de skal prioritere fysisk træning og gode søvnmønstre, hvis de vil være med blandt de bedste, men også når det gælder selve rammerne omkring holdet. Faktisk har der allerede været et par episoder, der fik Kasper Hvidt op i det røde felt - fx da en af spillerne meldte fra til en kamp, fordi han var inviteret til et bryllup.

- Der blev jeg altså rimelig sur. I e-sport spiller man ikke med udskiftninger, så alle er uundværlige til hver eneste kamp. Sådan er det, hvis man vil være med blandt de bedste, og det kræver bare nogle ofre, forklarer han.

Stol på, at chefen lytter

Han er godt klar over, at hans tilgang kan virke meget direkte - men han tror på, at det er nødvendigt, hvis man skal konkurrere på topplan og nå ambitionerne om at være blandt verdens bedste – uanset om det er på håndboldbanen, inden for en e-sport eller i enhver anden branche.

- Jeg går jo ikke på arbejde for at få venner. Jeg går på arbejde for at løse en opgave og få skabt nogle strukturer, hvor alle arbejder sammen om at nå det fælles mål. For mig er det vigtigere, end om alle kan lide mig. Jeg ved, jeg er grundig og velforberedt, og derfor kan jeg sagtens stå på mål for mine beslutninger siger Kasper Hvidt.

Derfor er et af de bedste råd, han giver til andre, også at være ærlig. Både over for sig selv og dem, man arbejder sammen med:

- Det er jo unfair at tro, at chefen automatisk kan regne ud, hvad der gør, at du kan præstere. Man er nødt til at opsøge dialogen og foreslå nogle andre rammer og så stole på, at chefen lytter. Det har jeg i hver fald tænkt mig at gøre.

Fakta om Kaster Hvidt 

  • 41 år, gift og far til en datter.
  • Startede karrieren som professionel i 1996. Har spillet 219 landskampe, været anfører fra 2004-2010 og vundet fem mesterskabsmedaljer. Stoppede på landsholdet i 2010 og indstillede klubkarrieren i 2017.
  • Er nu direktør i RFRSH Entertainment med målet om at professionalisere e-sport.