Lars Bruntse, marketingchef hos Howe, der har glade medarbejdere

Glade medarbejdere giver bedre bundlinje

HOWE har arbejdet længe på at være en god arbejdsplads. Nu har de fået gevinsten. Omsætningen stiger, medarbejderne bidrager til procesoptimeringen, og virksomheden har vundet en pris.

I 2013 vandt møbelproducenten HOWE titlen som "Årets Bedste Mindre Arbejdsplads", og den 19. november 2014 blev det til endnu en flot placering som nr. 2.
- Vi har altid passet godt på hinanden, og i 2006 indførte vi værdibaseret ledelse, bl.a. fordi vi troede på, at det ville påvirke bundlinjen, siger Lars Bruntse, der er marketingchef i HOWE.

Den nye tilgang betød, at der på baggrund af interviews med samtlige medarbejdere blev udarbejdet et værdisæt, der er helt specifikt for HOWE.
- Det er de værdier, der gør os gode. De gennemsyrer alt, hvad vi gør, og vi går meget op i at holde dem i vores bevidsthed. Nye medarbejdere får dem udleveret, og vi har en værdigruppe, som laver happenings eller arrangementer et par gange om året, hvor vi bliver mindet om dem. Medarbejderne skal være med på vognen, ellers fungerer det ikke, siger Lars Bruntse.

Mange konkrete initiativer

Værdierne betyder bl.a., at medarbejderne har ansvar for eget job. Det inkluderer de processer, de arbejder med til daglig.
- Hvis en medarbejder fx synes, at ordreflowet er trægt, og han har en ide til at gøre det hurtigere, kan han komme til sin nærmeste leder, og som oftest bliver ideen gennemført, siger Lars Bruntse.

Et andet resultat af værdierne er kommunikationen. Alle medarbejdere ved, hvad strategimålene er, og hvor virksomheden skal hen.
- Når der kommer nye medarbejdere, har de 14 dages introforløb, hvor de kommer rundt i alle afdelinger, og bl.a. er med til at samle stole i montagen. På den måde har de bedre forudsætninger for at forstå hele produktionen, siger Lars Bruntse.
- Vi er også gode til at fejre store ordrer og fødselsdage. Og hver fredag er der fælles fredagsbar kl. 12:40, så vores medarbejdere fra produktionen også kan nå at være med, siger han.

Klare resultater

Resultaterne af de forskellige initiativer har ikke ladet vente på sig.
- Én ting er følelsen af, at vi er én stor enhed, der arbejder for hinanden. En anden ting er, at vi har utroligt få opsigelser, og vi kan se, at kvaliteten af ansøgere, der gerne vil arbejde i HOWE, er steget betydeligt, fordi vi er blevet mere attraktive som arbejdsplads, siger Lars Bruntse.
Også på bundlinjen er effekten tydelig. Siden den værdibaserede tilgang blev indført, er omsætningen steget fra 78 mio. kr. til 125 mio. kr., samtidig med, at indtjeningen er steget markant.
Det er til gavn for både medarbejdernes arbejdsglæde og virksomhedens produktivitet.
- Vores sygefravær er også faldet, og jeg kan kun huske én længerevarende sygemelding. Alle afdelinger har et sygefravær på under tre procent. Man kan ikke sige det med sikkerhed, men vi tror dog på, at det er, fordi vi har skabt en bedre arbejdsplads, siger Lars Bruntse.