Annette Lundgren blev kåret som Årets funktionær 2014

Årets funktionær: Gode kolleger betyder alt

Annette Lundgren synes, det var en ære at få titlen Årets funktionær 2014, men endnu større var det at få kollegernes anerkendelse og vide, at hun er en værdsat kollega.

Jeg finder Årets funktionær i den lille by Virring nord for Skanderborg. Et stort smil mø-der mig, da døren til parcelhuset bliver åbnet. 45-årige Annette Lundgren har sådan et smil, der når helt op i øjnene, og det smitter.
Et positivt sind har Annette altid haft. Hvor det kommer fra, ved hun ikke.
- Jeg ved bare, at livet er alt for kort til og gå at være sur og bære nag, konstaterer hun.

Der skal ske noget

Da Annette fik overrakt prisen som Årets funktionær 2014, sagde hendes chef om hen-de, at hun brænder for det, hun laver og altid er hjælpsom og engageret, uanset hvor travlt hun har. Selv om hun har været ansat på Erhvervsakademi Aarhus næsten hele sit arbejdsliv, fra efter hun blev udlært som kontorelev, er hun stadig glad for sit job på Erhvervsakademi Aarhus.
- Jeg blev ansat i 1992 på Århus Købmandsskole, som det hed dengang, og sprang imellem vikariater gennem 3 år, men på et tidspunkt måtte jeg finde nyt job. Jeg havde været i det nye job i et halvt års tid, da Århus Købmandsskole ringede og spurgte, om jeg havde mulighed for at komme tilbage i et sygevikariat, og jeg sagde med det samme op. Der er noget ved underviserverdenen jeg synes, er så skøn at være i.

Annette elsker at være der, hvor tingene sker. På jobbet er hun både inddraget i lærermøder, strategiseminarer, sagsbehandling, planlægning af eksamener og studiestart. Hun kan godt lide, når det går stærkt – men som Annette siger: det kan også gå FOR stærkt.

Gik ned med stress

Da Annette startede i sin nuværende afdeling, var der kun hende og chefen til at løfte den administrative arbejdsbyrde. På trods af den største positivitet og masser af hårdt arbejde og ekstratimer på kontoret, blev presset for stort. Annette blev sygemeldt med stress.
- Det kunne jeg simpelthen ikke holde til, fortæller Annette, der efter 1,5 måneds sygemelding startede stille og roligt op igen og fik en ny kollega Annemette, der sammen med afdelingens chef Kim Ramus har indstillet hende til prisen.
- Jeg er blevet bedre til at sige fra, og så har jeg en enorm støtte i Annemette. Vi klin-ger utrolig godt sammen.
Hvis noget bliver for meget, kan jeg hente hjælp hos Annemette – og omvendt.
Så der er vi gode til at være opmærksomme på hinanden – og så er vi bare lige skøre i hovedet, siger Annette og griner.

Siden er der også kommet to gode kolleger mere til i afdelingen.

Stresser af med cola og socialt samvær

Selv om Annette har fået flere kolleger, kan det stadig være svært at nå det hele, men hun har med tiden lært at vælge sine kampe med omhu.
- Jeg ved godt nu, at jeg ikke kan køre med 200 km i timen konstant, selv om jeg gerne vil, konstaterer hun.
Annettes bedste kur mod stress lyder på cola, afslapning i haven, socialt samvær og gode grin.
- Jeg lader op ved at slappe af i hængekøjen i haven og ved at hygge med min familie og venner. Indimellem har jeg også behov for bare at være helt alene. Men generelt har jeg det bedst, når der er liv omkring mig i hverdagene. Jeg havde en uge i sommerferie-perioden, hvor jeg sad på kontoret helt alene. Det var virkelig trist! Jeg er nok lidt af en selskabsløve, siger hun og griner.

Et stort skulderklap


Annette er glad og stolt over at have fået titlen som Årets funktionær, og hun har taget oplevelsen som et stort skulderklap. Men faktisk betyder titler slet ingenting i hendes univers.
- Du må gerne kalde mig piccoline eller noget andet. Det er indholdet i mit arbejde, der tæller, og sådan er det også med titlen som Årets funktionær. Det, der betyder noget, er, at mine kolleger synes, jeg fortjener prisen. Jeg blev så glad og rørt, da jeg fandt ud af, at de havde indstillet mig, men i mine øjne er de mindst lige så værdige til titlen, som jeg er, siger Annette.