Louise Wille og Solmaz Gabery på Novo Nordisk

Her er det ok at være unormal

Forberedelse og masser af engagement er opskriften, der gør det til en succes for alle at ansætte en kollega med en diagnose. Det er Louise Willes forløb hos Novo Nordisk et godt eksempel på.

Louise Wille, der er autist, møder hver dag på arbejde som datakvalitetskontrollør hos Novo Nordisk – og det er hun meget glad for.

- Hele mit liv er jeg blevet opfattet som anderledes og underlig, så jeg havde faktisk helt opgivet at finde et normalt job, fortæller hun.

Men for to år siden blev hun som en del af et projekt, der skulle hjælpe autister ud på det ordinære arbejdsmarked, ansat til at kontrollere, analysere og sortere data for medicinalvirksomheden. Et stort skridt for den nu 29-årige kvinde, der inden da aldrig havde haft en arbejdsuge på mere end ni timer.

- Jeg var meget nervøs. Både for om jeg ville kunne klare et rigtigt arbejde og de opgaver, der var, men også for om jeg fx ville få en nedsmeltning og begynde at græde, så jeg blev fyret igen med det samme, siger Louise Wille.

Fordomme og forberedelse

Blandt de kommende kolleger var der da også en del fordomme, fortæller Senior informations scientist Solmaz Gabery, der var Louises Willes supervisor de første to år.

- Vi havde jo ikke særlig meget kendskab til autisme inden, så vi forestillede os en, der havde nogle særlige evner inden for vores felt, men som også var meget introvert, nervøs og som ikke ville fungere socialt.

For at skabe de bedst mulige betingelser begyndte Novo Nordisk derfor allerede inden forløbet at tilpasse sig og ændre lidt på arbejdsgangene.

- Vi fik at vide, at autister ofte har brug for meget klare rammer og mindre social kontakt, så det tog vi hensyn til, forklarer Solmaz Gabery.

Louise Wille gør også selv, hvad hun kan for at være så godt forberedt på hverdagen som muligt. Hvis de skal til et social arrangement, tager hun derned dagen før for at have et overblik over stedet, og når der sker store ændringer i afdelingen, orienterer chefen altid Louise Wille først, inden der sendes en mail ud til alle. På den måde afhjælper det forvirringen ved forandringer.

- Det er klart, at man skal være bevidst om, at det kræver nogle ressourcer at ansætte en med autisme. Men det er kommet bag på mig, hvor meget man kan gøre med lidt forberedelse, siger Solmaz Gabery.

En fordel for alle

Efter to års projektansættelse har Louise Wille nu fået en fast kontrakt hos Novo Nordisk, med 35 timers arbejdsuge på samme vilkår som alle andre.

- Det har virkelig givet mig meget selvværd. Jeg har fundet ud af, at jeg kan ting, som andre har svært ved, og at hvis bare rammerne er rigtige, kan jeg sagtens have et almindeligt arbejde. Her er det helt ok at være unormal – det er ret fantastisk, siger Louise Wille.

Det samme synes Solmaz Gabery. Hun er glad for at være ansat på en virksomhed, der aktivt gør noget for at rumme dem, der er anderledes.

- Louise har imponeret os med sit faglige talent, og det en stor glæde for os alle at se hende blomstre og udvikle sig. Hun får os til at se på vores arbejdsgange og verden omkring os med andre øjne, og derfor er hun en kæmpe succeshistorie.

Fakta om autisme

  • Autisme er en gennemgribende og livslang udviklingsforstyrrelse.
  • Sygdommen er bl.a. kendetegnet ved kommunikations- og sprogforstyrrelser og begrænsede og stereotype vaner eller interesser.
  • Det vurderes, at over 20.000 danskere lever med en sygdom inden for autismespektret.

Kilde: faktalink.dk og Landsforeningen Autisme