Billede på Facebook kostede Hanne jobbet

Misforståelse kostede Hanne jobbet

Dagen efter, Hanne Christensen lagde et billede på Facebook, modtog hun en bortvisning fra sin chef. Frie Funktionærer har stævnet virksomheden.

Hanne Christensen var sygemeldt med en knæskade, da hun i februar lagde et billede på Facebook. Det forestillede hende og kæresten og var taget flere måneder før på en tur til Sverige. Men chefen i virksomheden Europhoner troede, det var et reelt feriefoto og bortviste hende derfor for at snyde med sin sygemelding.

For den 51-årige mødebooker betød det, at hun mistede løn og feriepenge svarende til 142.524 kr.
– Jeg er ked af, at en misforståelse får så store konsekvenser. Jeg er rigtig skuffet over den måde, det er sket på og har følt mig meget vraget og ked af at miste mine gode kolleger.

Retssag på vej

Bortvisningen er da også helt uberettiget, mener Frie Funktionærers juridiske chef. For det første, fordi Hanne Christensen ikke har brudt reglerne for sin sygemelding - og selv hvis hun havde været i Sverige, ville det stadig ikke være nok til at bortvise hende.
- Selv sygemeldte ansatte har jo lov til at leve et normalt liv, tage på ture og lægge billeder på Facebook. I dette tilfælde har lægerne endda rådet hende til at røre sig så meget som muligt, så uanset hvordan man vender og drejer det, så har virksomheden her begået en klar fejl, forklarer Claus Carstensen.

Derfor er Europhoner blevet stævnet med krav om både de manglende løn- og feriekroner og desuden en godtgørelse for den urimelige bortvisning på godt 84.000 kr.

Advarer andre

Indtil videre har virksomheden ikke ønsket at indgå forlig, og derfor er sagen sendt videre til domstolene.
- Det er min klare forventning, at vi vil vinde sagen, og jeg håber på en afgørelse, inden året er omme, lyder vurderingen fra Frie Funktionærers juridiske chef.

For Hanne Christensen er pengene ikke det primære argument for at køre sagen.
- Jeg har været en meget pligtopfyldende medarbejder, og derfor gør det ondt
i mig, at de ser stort på reglerne og bortviser mig uden grund. Jeg er ikke ude efter at plukke nogen – jeg vil egentlig bare gerne have de penge, jeg er berettiget til. Samtidig håber hun også, at hun ved at stå frem med sin sag kan forhindre, at andre havner i samme situation.

3 gode råd til online opførsel

  • Tænk over din adfærd og udtalelser på de sociale medier – kan de tolkes anderledes, end de var tiltænkt?
  • Husk, at både din nuværende chef, kollegerne og også en mulig fremtidig arbejdsplads kan læse med – ofte også selvom du ikke er venner med dem.
  • Hvis du er sygemeldt, så tænk over, hvad du deler på de sociale medier og hvilket signal, det sender. Undgå at udtale dig illoyalt om din chef, arbejdsplads eller kollegaer på sociale medier.