Find job med LinkedIn

Find job med LinkedIn

Få LinkedIn-ekspert Annemarie Kirks gode råd til, hvordan du skaber et effektivt jobsøgningsnetværk på LinkedIn og gør dig bemærket der, hvor du gerne vil gøre karriere.

LinkedIn er et rigtig godt jobsøgningsværktøj, hvis man forstår at bruge det rigtigt, men det kræver, at man tænker strategisk og benytter de virtuelle muligheder optimalt.

Lav en karriereplan

Ifølge Annemarie Kirk, der dagligt rådgiver og holder foredrag om brug af LinkedIn både til private og virksomheder, starter forberedelserne til en god LinkedIn-profil allerede i studietiden.
- Det er vigtigt, at man allerede som studerende forholder sig til, hvordan man kan gøre sig attraktiv. Spørg dig selv, hvad du gerne vil opnå og hvordan. Med en karriereplan er det nemmere at gå målrettet efter de relevante studiejobs og dyrke de rigtige kontakter.

Lav en god præsentation

Når du skal opbygge din profil på LinkedIn, er det vigtigt, at du ærligt viser, hvem du er. Start med at benytte de felter, som LinkedIn foreslår, du udfylder. Selv om dit CV måske ikke er så langt endnu, så lad være med at starte ved folkeskolen. Skriv det, du har foretaget dig, der er relevant for din fremtidige karriere.

-Titlen på din LinkedIn-profil, den korte beskrivelse og markeringen af relevante kompetencer, er det, du skal have mest fokus på, hvis du søger job, forklarer Annemarie Kirk, og fortsætter:

- Lad være med at skrive ”ledig” i titlen, hvis du søger job. Skriv i stedet konkret, hvad det er, du søger. Det kan du så uddybe i din korte beskrivelse. Fortæl fx hvad dine ønsker er til branche og funktion og husk at beskrive motivationen for dine ønsker. Under kompetencer skal du være skarp på at få de rigtige ord knyttet til din profil. Det nemlig præcis de ord, der gør dig søgbar, hvis en arbejdsgiver mangler en person med dine kvalifikationer.

Billedet på din profil er også vigtigt. Vælg feriebillederne fra og benyt et godt professionelt foto, der afspejler, hvordan du ser ud, når du er på arbejde.

Sådan kommer du godt i gang med din jobsøgning på LinkedIn:

  • Opbyg og plej dit netværk løbende allerede som studerende.
  • Find din ”champion”. En person, som kender dig, og som du ved vil hjælpe dig på vej. Det kan være en underviser på studiet, en kollega fra dit studiejob eller en helt tredje person, du har haft et godt samarbejde med. En slags mentor, du kan sparre med og hente hjælp hos på din karrierevej.
  • Kortlæg dit netværk på LinkedIn, så du får overblik over, hvem der kan hjælpe med hvad.
  • Husk at give noget tilbage! Vær ikke bange for at spørge dit netværk om hjælp, men husk også at tilbyde din hjælp og stille dine ressourcer til rådighed for dem.