Jobsøgningskurser for ledige

Slut med at tage det samme jobsøgningskursus om og om igen ...

Den endeløse gentagelse af jobsøgningskurser for ledige er afskaffet - pligten lyder nu på maksimalt et kursus inden for 2 år.

Regeringen har pr. 3. september lempet på kravene til lediges deltagelse i endeløse rækker af gentagne jobsøgningskurser fra Jobcenteret eller Anden aktør.

Tidligere kunne ledige ikke sige nej til de jobsøgningskurser, der bliver tilbudt, men det er der nu blevet gjort op med. Har man inden for de seneste to kalenderår deltaget i et jobsøgningskursus, skal man ikke igen deltage i et jobsøgningskursus.

Meningsløs aktivering afskaffes

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen har om baggrunden for de velkomne ændringer udtalt, at " - Vi afskaffer nu det, der med rette er blevet kaldt meningsløs aktivering, nemlig gentagne kurser i jobsøgning. Jeg har mødt mennesker, der har været ramt af ledighed og er blevet bedt om at tage på det samme jobsøgningskursus op til fem gange; - det er hverken en ordentlig måde at behandle mennesker, der er ramt af ledighed, på, eller en ordentlig måde at bruge pengene på…”.

Ledige er forskellige

Ændringen er bare et skridt i retningen af en beskæftigelsespolitik, der bliver mere individuelt orienteret, så dan reelt kan hjælpe ledige i job. Nogle ledige har behov for vejledning, andre for opkvalificering og andre igen for rigtig uddannelse.

Ledige på dagpenge skal naturligvis fortsat stå til rådighed for arbejdsmarkedet og tage imod de tilbud, der kan få dem tættere på et job. Men har man én gang inden for de seneste to kalenderår gennemført et jobsøgningskursus, så skal man ikke igen tvinges på denne type kursus, men kan sige nej tak til endnu en omgang.