Jes Høgh blev ramt af en blodprop for 5 år siden

Jes Høgh er på vej, men kæmper stadig

Tidligere topfodboldspiller Jes Høgh blev ramt af en blodprop i hjernen, der lammede hans højre side og ramte talecentret. Det er 5 år siden nu, men han kæmper stadig med konsekvenserne.

Nogle dage bliver han træt efter fem minutter. Andre dage efter to timer – og endnu andre kan han holde til det hele. Men han ved det aldrig på forhånd.

Et overskud, der kommer og går

- Sommetider er jeg nødt til at snuppe en lur på sofaen, så træner jeg måske lidt, så besøger jeg venner eller får besøg. Andre dage er jeg bare herhjemme for mig selv. Jeg laver aftaler, og jeg holder dem, men det koster så også nogle gange en dag bagefter, hvor jeg ingenting kan.

Derfor har Jes Høgh heller ikke en fast aftale med sin ekskone om at se sine to mindste børn.

- Måske kan jeg hente dem og være sammen med dem både mandag, onsdag og fredag i den her uge, og så kan der gå 14 dage, før jeg har overskud igen. De er mit et og alt, men det er stadig svært for mig at rumme dem. Det forstår min ekskone, og jeg er rigtig heldig, at hun er så fleksibel, konstaterer han.

Fra fodboldkommentator til lammet

Den uforudsigelige træthed er bare en af de ting, Jes Høgh må leve med efter en blodprop. Han gik fra at være respekteret fodboldkommentator på Canal+ den ene dag – til den næste dag at være lænket til en sygeseng uden at kunne hverken snakke eller bevæge højre side af kroppen. Og han gik fra at være en lykkelig familiefar med smuk hustru, to børn og stort, nybygget hus til at være skilt deltidsfar.
- Jeg var heroppe, siger han og illustrerer toppen af en bakken med hånden, og jeg røg helt herned. Jeg skulle lære ALTING forfra igen.

Stadig svært at tale

"Det ved jeg ikke", svarer han næsten pr. refleks på vanskelige spørgsmål. De fire små ord giver ham en pause. Et sted at træde. Måske til at tænke, måske til at lede efter ordene. For sproget driller stadig. Ikke de korte sætninger. Ikke så tit de ukomplicerede svar. Men indimellem forsvinder ordene.

- Når jeg bliver træt, så bliver det værre. Så svarer jeg bare: "Ja, det er fint" til det meste, smiler han.

Men at han overhovedet kan deltage i lange samtaler og vinde medaljer i golf igen, skyldes en indædt og stædig kamp for at komme tilbage. En kamp, der startede, da han vågnede den morgen på hospitalet, og som for alvor blev intensiveret, da han senere kom til Brønderslev Neurorehabiliteringscenter.

Træne, sove, spise

- Jeg stod op kl. 7.30, spiste morgenmad, og så trænede jeg, til jeg ikke orkede mere. Det var typisk en time. Så sov jeg, spiste frokost, trænede igen, sov lidt – og brugte en del tid på bare at kigge på væggene på mit værelse. Det var det, jeg kunne forholde mig til. Jeg så familien og nogle få venner, men orkede ikke mere socialt.

Han brugte det, han kendte fra sin tid som elitesportsmand: Træning, fokus, repetition. Og om igen for at blive bedre. Begyndte så småt at spille golf igen, noget han kalder sin bedste medicin.

- Jeg skulle jo lære at gå, bruge begge arme og hænder igen. Han var mere end glad for den hjælp, han fik i Brønderslev. Men tilbage i Aalborg fik han bevilget to dage om ugen på et kommunalt genoptræningscenter. Og det rakte ikke.

Endte med at betale sin egen genoptræning

- Jeg kom den første dag og var SÅ klar. Og så skulle vi begynde med at drikke kaffe. Det var sikkert udmærket for nogle af de ældre, men jeg var 40 år, og jeg ville bare være bedre. Det havde jeg slet ikke temperament til. Der stod to trænere med ti mennesker – og en alt for lille pose penge. Det var ikke godt nok. Han endte med at bruge 130.000 kr. af sine egne på genoptræning.

- Jeg var aldrig kommet dertil, hvor jeg er nu, hvis jeg ikke havde gjort det.

Svært at få hjælp fra kommunen

- Det er en svær kamp. Lige nu kører jeg på min syvende socialrådgiver. Vi har lige haft et møde med hende sammen med hjerneskadecentret. Så nu sker der sikkert det samme som de andre gange: Hun sender sagen videre til lægekonsulenten. Efter nogle måneder vender han tilbage og siger, at sagen ikke er helt oplyst – og så starter vi forfra. Måske med endnu en ny sagsbehandler. Jeg skal nok klare mig, for jeg har en god økonomi og en stærk familie bag mig. Men det har Kurt nede på hjørnet ikke. Og det er ikke i orden, at det skal være så besværligt at få hjælp.