Mindst fire gode grunde til, at vi mangler en lønmodtagerlov

Behov for en lønmodtagerlov

Der er behov for en seriøs drøftelse af en Lønmodtagerlov i Danmark. Ikke mindst aktualiseret af konflikten i Vejle mellem 3F og Krifa.

En seriøs debat fordrer imidlertid, at forslaget ikke bare automatisk afvises som et angreb på Den Danske Model. Det er nemlig den normale reaktion fra politikere fra alle partier, fra den traditionelle fagbevægelse og fra arbejdsmarkedseksperter.

"Den Danske Model" er tilsyneladende så sakral, at enhver tale om en Lønmodtagerlov på forhånd skydes ned uden nærmere refleksion. Begrebet Den Danske Model er ikke særlig veldefineret og i den udstrækning, der er en definition, kan enhver se, at forudsætningerne ændrer sig. De strandede trepartsforhandlinger og konflikten i Vejle er eksempler på, at tiden er løbet fra den gamle traditionsbundne form. Enhver kan også se, at tilslutningen til de traditionelle fagforeninger er for stærkt nedadgående. Alene af den grund er der behov for at forny Den Danske Model. En Lønmodtagerlov vil medvirke til den tiltrængte fornyelse.

Der er mindst fire grunde til, at vi mangler en Lønmodtagerlov:

Aftaler står ikke alene

For det første er det en udbredt illusion, at vi har et arbejdsmarked, der først og fremmest er styret af aftaler mellem parterne på arbejdsmarkedet. Der er mange, der henviser til dette som en kendsgerning, når de taler om Den Danske Model. Det er imidlertid forkert.

Vi har allerede dusinvis af love, der regulerer forholdene på det danske arbejdsmarked. Bedst kendt er Funktionærloven og Ferieloven, men vi har også Ligestillingsloven, Barselsloven, Lov om foreningsfrihed på arbejdsmarkedet, Love om forbud mod diskrimination og rækken kan fortsættes.

Hertil kommer, at der løbende vedtages direktiver i EU, som skal implementeres i dansk lovgivning. Et nyligt eksempel er rettigheder til erstatningsferie ved sygdom under ferie.

En Lønmodtagerlov, hvor al gældende lønmodtagerlovgivning samles i én lov under den samme minister, giver et langt bedre overblik samt mindsker risikoen for lovsjusk. Der findes adskillige eksempler på, at lovgivningen er så spredt, at lovreguleringer et sted nemt giver utilsigtede uhensigtsmæssigheder et andet sted. Et aktuelt eksempel er reglerne om rekonstruktionsbehandling – indeholdt i lov nr. 718 af 25. juni 2010, der trådte i kraft 1. april 2011, hvor lovgiverne glemte konsekvenserne i forhold til Lønmodtagernes Garantifond.

Det er måske ikke muligt at samle al lønmodtagerlovgivning i en enkelt lov, men det meste kan sagtens lade sig gøre. Vi forstår simpelthen ikke, hvad argumentet imod kan være?

En mere overskuelig lovgivning vil være en klar fordel for alle lønmodtagere, men selvfølgelig mindske behovet for jurister og andre eksperter i ministerier, styrelser og traditionelle fagforeninger. Kan det måske være årsagen til, at ingen går ind for en Lønmodtagerlov?

Lønmodtagere uden rettigheder

Den anden grund til, at vi har behov for en Lønmodtagerlov, er, at en række lønmodtagere på det danske arbejdsmarked stort set ingen rettigheder har, hvis de ikke er dækket af en overenskomst. Det gælder mere end hver tredje privatansatte lønmodtager. En netop gennemført analyse, foretaget af YouGov, viser f.eks., at 78 procent af danskerne tror, at der er lovregler om mindsteløn, og 69 procent tror, at der er lovgivning om opsigelsesvarsel. De regner med, at der er lovgivning, der sikrer alle lønmodtagere et vist minimum, men sådan er det ikke.

De lønmodtagere, der rammes af den manglende minimums-lovgivning, er typisk de svageste på arbejdsmarkedet. Dem synes vi, at lovgivningen bør beskytte.

International konkurrence
Den tredje grund til, at vi har brug for en Lønmodtagerlov, er, at minimumslovgivning, helst på EU-niveau, i en stadig mere international verden reelt er den eneste beskyttelse af danske virksomheder og lønmodtagere mod urimelig konkurrence i form af det, nogle kalder social dumping, altså konkurrence på, hvem der behandler miljøet og deres ansatte dårligst. Konkurrence i form af f.eks. smartere forretningsmodeller, bedre IT-systemer, dygtigere medarbejdere m.v. er derimod helt fint, og er med til at gøre os alle rigere.

Lokale overenskomster skærmer ikke mod urimelig konkurrence, men de hindrer i værste fald rimelig konkurrence fra nye aktører. På den lange bane varetager man ikke en lønmodtagerinteresse ved at skabe forhold for de ansatte, der ikke er økonomisk grundlag for. Det gør man derimod ved at medvirke til, at lønmodtagere har brugbare kvalifikationer og evner, så virksomheder og organisationer kan være effektive. I en Lønmodtagerlov, kan vi sikre en række minimumsrettigheder, som ingen virksomheder eller organisationer kan slippe uden om. Hvad lønmodtagere herudover kan skaffe sig af løn eller andre goder, uanset om det er i individuelle ansættelseskontrakter eller i kollektive overenskomster, har ikke noget med en Lønmodtagerlov at gøre, og er derfor heller ikke i konflikt med Den Danske Model.

Demokratisk samfund

Den fjerde grund til, at vi bør have en Lønmodtagerlov, er af mere principiel karakter og dermed måske et angreb på Den Danske Model i sin nuværende form. Sat på spidsen handler det om, at forskellen mellem på den ene side et civiliseret og demokratisk samfund og på den anden side en bananrepublik, netop er, at det er de demokratisk valgte politikere, der fastlægger de overordnede rammer for samfundet, og ikke private parter og organisationer. Her skal vi også huske, at den traditionelle fagbevægelse i 2012 repræsenterer en stadig mindre og mindre andel af lønmodtagerne.

Endelig bør det i et demokratisk retssamfund selvfølgelig være sådan, at en Lønmodtagerlov ufravigeligt sikrer individuelle rettigheder. Derfor bør det af Lønmodtagerloven fremgå, at kollektive overenskomster skal kunne fraviges ved individuel aftale. Den individuelle aftalefrihed bør altid respekteres. Lønmodtagerloven bør derfor også sikre, at kollektive overenskomster kun dækker og omfatter den overenskomstbærende organisations egne medlemmer, med mindre der indgås individuel aftale om noget andet. I "Vejlesagen" er en del af løsningen selvfølgelig, at der kun kan indgås "medlemsoverenskomster" i stedet for "områdeoverenskomster".

Beskæftigelsesministeren bør trække i arbejdstøjet og få skabt ordnede forhold i form af en modernisering af Den Danske Model og sørge for, at politikerne løser den hovedopgave som de er valgt til - på dette som på andre områder – nemlig at sikre en fair og rimelig lovgivning, der gælder for alle.