Preben Mejer

Om 15 år er din chef en robot

Om bare få år har teknologien gjort 20 procent af danskernes stillinger overflødige. Sådan lyder vurderingen fra en ekspert, der her giver sit bud på arbejdslivet anno 2030.

Alt fra arbejdstiderne til titlen på visitkortet vil ændre sig i takt med, at nye opfindelser vinder frem, og den teknologiske udvikling vender op og ned på vores arbejdsliv.

- Det vil ske allerede i løbet af få år, og i 2030 har vi et arbejdsmarked, der er helt anderledes end i dag, spår direktør for videncentret Radr, Preben Mejer, der formidler viden om fremtidens teknologi.

Automatiseringen tager over

Det er især nogle bestemte stillinger, som er udsatte.

- Alt det, der kan automatiseres, vil blive det. At vende burgere på en restaurant vil fremover være styret af maskiner, men det drejer sig altså også om folk, der rådgiver andre ud fra den viden, de har. Fremover vil der i stedet sidde en robot, som kan svare på næsten alt.

Som eksempel nævner Preben Mejer bankrådgivere, receptionister og lægesekretærer, men peger også på hele industrier, der vil opleve store udfordringer og økonomiske tab, når der står 2030 i kalenderen:

- Vi vil blive hentet og bragt automatisk af robotter, der kører på el og er involveret i færre uheld, og derfor skal især bil- og forsikringsbranchen finde nye måder at overleve på.

Software som chef

Preben Mejer fremhæver Virtuel Reality som en teknologi, som vil have stor betydning for udviklingen.

- Virtuel Reality skaber et meget livagtigt rum omkring os, hvor vi kan se hinanden uanset afstanden mellem os. Derfor vil fælleskontorer for rigtig manges vedkommende blive skiftet ud med en hjemmearbejdsplads, siger han.

Men det mest afgørende for arbejdsmarkedets struktur vil ifølge eksperten være de programmer, vi bruger i maskiner – såkaldt software - der gør det muligt at erstatte en femtedel af det arbejdende folk med intelligente robotter.

I fremtiden kan computerne nemlig selv tage ved lære. De vil arbejde ud fra et bestemt emne, fx finans, jura eller medicin, og efterhånden, som de trænes, vil computerne så selv overtage styringen. Teknikken bruges allerede på forsøgsbasis til fx at rådgive læger om, hvilken behandling, der er mest oplagt til en patient eller til at lægge den rigtige strategi til bestyrelsesmøder.

- Min vurdering er, at allerede om få år vil over 3 millioner mennesker på verdensplan have en robot som chef, fordi softwaren bliver så veludviklet, at maskinerne på mange måder kan træffe hurtigere og mere rigtige beslutninger end mennesker, siger Preben Mejer.

Læs hele magasinet online