Ifølge Morten Stig Christensen er årets funktionær en god holdspiller

Årets funktionær er en god holdspiller

Det handler om at finde den holdspiller, der gør hele holdet bedre, mener Morten Stig Christensen, der er medlem af komiteen, som udpeger Årets funktionær 2013.

Morten Stig Christensen har prøvet meget. Fra at være den yngste mand – eller dreng, om man vil – på håndboldlandsholdet som 17-årig, til at være kommentator og chef for TV2 Sporten og nu generalsekretær for Dansk Håndbold Forbund (DHF) med mere end 110.000 medlemmer og over 800 foreninger.
- Efter årene på landsholdet var jeg et kendt ansigt. Det åbner nogle døre, hvis man tør bruge mulighederne og sige ja, siger Morten Stig Christensen.

I dommerkomitéen til Årets funktionær

I år er han tilbudt en plads i komiteen, der udpeger Årets funktionær. Og han har sagt ja.
- Opgaven med at finde Årets funktionær er spændende, fordi den tvinger os i komiteen til at undersøge kriterierne for en god funktionær. Det er ikke en enkel opgave, for det spænder lige fra de resultater, man skaber, til hvor stort et omsorgsgen man har for sine kolleger, siger han.

Kollegaens anderkendelse er det største

Samtidig er der en stor anerkendelse i prisen. Dels til de virksomheder, som danner rammerne for, at en medarbejder bliver indstillet. Dels for dem, der bliver indstillet, og selvfølgelig allermest til den, der vinder prisen. Og den anerkendelse er vigtig, mener Morten Stig Christensen.
- Anerkendelse er egoets ilt, og det er nødvendigt at få at vide, at man har gjort et godt stykke arbejde. Og den anerkendelse, der betyder mest, er den, du får fra dine kolleger, siger han og fortsætter:
- De kender dig. De ved, hvordan du er, når I er pressede, og de er tæt på dig. Derfor vejer deres anerkendelse tungest. Jeg oplevede det selv inden for idrætten. Det er ikke pengene eller prisen, der er vigtigst for sportsstjernerne – det er kollegernes anerkendelse.

Et fyrtårn

Men hvad er det så, Morten Stig Christensen vil kigge efter, når anerkendelsen skal uddeles? Du kan tage manden ud af holdsport, men du kan ikke tage hold-sporten ud af manden. For Morten Stig Christensen er det vigtigste at finde en person, der har været med til at løfte sit hold som helhed.
- Uanset hvor jeg har været – på banen, foran kameraet eller i chefstolen – har jeg oplevet, hvor afhængig du er af dine medspillere eller medarbejdere. For hvis ikke alle er på, bliver det, I laver som hold, noget skidt, siger han.

- Alle arbejdspladser er et hold, hvor summen af holdet kan være højere end summen af medarbejderne i sig selv. Vi leder efter de personer, der har gjort en forskel, ved at være det gode eksempel. Det fyrtårn, der har indgydt mod og tro på holdet, når det har været svært, og som har gjort, at holdet som helhed har præsteret bedre, siger Morten Stig Christensen.

Ikke nogen facitliste

Men det hedder da Årets funktionær, ikke Året holdspiller? Burde det ikke være den, der har leveret den bedste præstation, som vinder prisen? Nej, mener Morten Stig Christensen. For en, der udelukkende er en god performer, er ikke nødvendigvis god for holdet.
- Det nytter ikke noget med en dygtig person, som er et røvhul. For det smitter af på holdet. Du kan sagtens være den bedste til det, du gør og slå alle rekorderne, men du kan også gøre det på bekostning af holdet. Hvis en spiller fylder så meget på holdet, at der ikke er plads til andre, går det ud over resultatet i sidste ende, siger Morten Stig Christensen.

- Jeg håber på, at vi får nogle indstillinger, hvor der er en smule x-factor, og hvor de nominerede har gjort noget ekstraordinært. Så selvom der er ting, jeg lægger vægt på, er der ikke nogen facitliste. Man kan ikke reducere det ekstraordinære til en skabelon. Men der skal være en inspirerende historie for os andre, siger Morten Stig Christensen.