Neel Rønholt, Laura Christensen og Julie R. Ølgaard er et stærkt trekløver

Et stærkt trekløver

Forberedelse, mod og ikke mindst at have hinanden giver skuespillerne Neel Rønholt, Laura Christensen og Julie R. Ølgaard tryghed i et ustabilt arbejdsliv.

Når de snakker, flyver ordene omkring, de afslutter på skift hinandens sætninger og griner højt og indforstået af interne jokes. De tre skuespillere Neel Rønholt, Laura Christensen og Julie R. Ølgaard er både bedste veninder, kollegaer og konkurrenter – ”og faktisk også hinandens familie”, lyder det samstemmigt.

Neel: Det er ret enestående. Især i en branche som vores, hvor der kan være meget usikkerhed og konkurrence.

Som skuespiller er arbejdslivet nemlig omskifteligt. Hver gang de starter optagelser til en ny film eller tv-serie, er det med et helt nyt hold af mennesker og derfor også helt nye kolleger, arbejdsgange og rutiner. Noget, der minder meget om den måde, forskerne forudser, store dele af arbejdsmarkedet i fremtiden vil være indrettet på – med færre faste stillinger og flere projektansættelser.

Neel: Vi er jo hver vores lille enmandsvirksomhed og skifter fra det ene job til det andet. Det kan godt være meget ensomt. Hvis nu man havde et fast arbejde, så ville man have en tryghed der – men det giver vi så hinanden i stedet for.

De gør det under navnet Nips. Et samarbejde, hvor de siden 2005 har skrevet og opført egne teaterstykker og senest med succes har skabt en serie på YouTube, der lige nu er i gang med anden sæson.

Julie: Det samarbejde, vi har med hinanden, er bare et kæmpe privilegie og et fundament, som gør os sindssygt stærke.

Laura: Så bliver vi tre en lille arbejdsplads. Vi kan freelance og have projekter ved siden af, men vi ved, at vi altid har vores eget fællesskab også – og sådan et tror jeg virkelig, er vigtigt at have.

En faglig fordel

For de tre skuespillere er Nips-samarbejdet derfor også blevet et sted, hvor de kan få afløb for alle de kreative idéer, de (endnu) ikke har fået overbevist en teaterinstruktør eller filmproducent om, er en god idé.

Neel: Vores styrke er jo også, at vi kan skabe arbejde sammen, som fx når vi producerer den her serie. Det tror jeg er rigtig vigtigt, fordi det gør, at vi ikke altid føler os afhængige af andre.

Det er nemlig vigtigt for dem ikke at lade sig definere af, hvordan andre ser på dem, men at dyrke og holde fast i en tro på sig selv og egne evner – også når det er svært, eller der er lang tid mellem opgaverne.

Julie: Man skal finde ud af, hvordan man selv gerne vil være, og så gå den vej. For du kan aldrig behage alle mennesker.

Neel: Det har i hvert fald hjulpet os at mærke efter, hvad vi gerne vil lave og så tage magten over det - selv at definere vores skæbne.

Forberedelse giver tryghed til at turde

En måde, de gør det på, er ved at fordybe sig. At tillade sig selv og hinanden at forsvinde ind i et filmmanuskript eller forberedelsen til nye afsnit af deres YouTube-serie og lukke resten af verden ude imens. Noget de synes, vi som samfund godt kunne blive bedre til:

Julie: I vores generation går alting så stærkt. Men det der med at yde noget ekstra og virkelig interessere sig for sit fag, er en sindssygt vigtigt investering.

Julie: Ja, man bliver da skide glad af netop at være god til sit arbejde. Det tror jeg afspejler sig i alle fag, og derfor skal man ikke være bange for at arbejde hårdt - det skal nok give afkast på et tidspunkt.

Det har det i hvert fald gjort for Nips. Hver for sig får de ros fra anmelderne og prisnomineringer, og over 25.000 danskere ser med, hver gang der er et nyt afsnit på kanalen.

Laura: Men vi faktisk aldrig haft som succeskriterie at skulle vinde priser eller opnå et bestemt antal views. Det har mere handlet om at udfordre os selv.

Neel: Ja, når man kommer et trygt sted fra, så kan man bedre hoppe ud fra 10-meter-vippen – og det tror jeg, man bliver glad af. At tage en chance og mærke den stolthed, det giver.

FAKTA

  • Nips består af 36-årige Julie R. Ølgaard, 34-årige Laura Christensen og 33-årige Neel Rønholt.
  • Siden 2005 har de skrevet og produceret deres egne teaterstykker, og i september sendte de en serie ud på YouTube, hvor man følger deres jagt på finansiering til en ny film. Seriens anden sæson kører netop nu.