18-årige Nibras Aziz engagerer sig i alt fra frivilligt arbejde i sit lokalomåde til store internationale projekter.

Uddannelse er mit stærkeste våben

18-årige Nibras Aziz engagerer sig i alt fra frivilligt arbejde i sit lokalomåde til store internationale projekter. For hende er uddannelse det stærkeste våben i livet.

Nibras blev udvalgt som dansk repræsentant for projektet “The Benjamin Franklin Transatlantic Fellows Summer Institute for Youth” blandt mange andre dygtige, engagerede unge landet over. Hun tilbragte en måned i Washington sammen med 10 amerikanske og 34 europæiske unge talentfulde og aktive elever. Formålet var at skabe fokus på kulturel mangfoldighed og på samfundsforhold blandt de unge fra Europa og USA.

Stolt over udvælgelsen

- Jeg var utrolig glad og stolt, da jeg fandt ud af, at jeg var blevet udvalgt, men jeg var også lidt nervøs for, hvad det var for nogle mennesker, jeg skulle være sammen med, fortæller Nibras, der til daglig går i 3.g på Mulernes Legatskole på den samfundsfaglige linje og bor sammen med sine to yngre brødre og sine for-ældre i Vollsmose i Odense.

Fælles for alle deltagerne er, at de er meget engagerede i deres hjemlande. Ved siden af sit studie er Nibras involveret i alt fra indsamlinger til demonstrationer og kulturbegivenheder. Hun har blandt andet lavet frivilligt arbejde for Røde Kors, vundet H.C. Andersenprisen som “Årets flittige skoleelev i Odense Kommune” i 2011, arbejdet som frivillig borgerjournalist på Vollsmose Avisen, været elevråds-formand i mange år og er næstformand i Vollsmose Ungdomsråd. Trods sin unge alder har Nibras allerede et meget fyldigt CV, og fritid er ikke lige det, hun har mest af.

Vi er privilegerede i Danmark

Mens Nibras var i USA, lærte hun meget om andre kulturer og fik også nedbrudt nogle af sine egne fordomme. Det at få sat sin egen tilværelse i perspektiv, sætter også mange tanker i gang.

- Vi er heldige, at vi i Danmark gratis kan tage præcis den uddannelse, vi ønsker os og få penge for det samtidig. Mange af de unge, jeg mødte, knoklede virkelig for at få råd til at tage deres uddannelse, så jeg føler mig meget privilegeret over det danske uddannelsessystem. Det samme gælder vores ytringsfrihed. Især i østlandene er det en stor udfordring, fortæller Nibras.

Kommer verden rundt

For Nibras var turen til USA et springbræt til at engagere sig endnu mere interna-tio-nalt, og hun har siden været afsted flere gange, bl.a. til Norge og Armenien via EU- projektet ”Youth in Action”.
- Jeg har udviklet mig rigtig meget som person og er blevet meget mere selvstændig. Jeg synes, det er vigtigt at prøve at bryde mine egne grænser og flytte mig, og det gør jeg både personligt og fagligt på den her måde.

Fra astronaut til diplomat

Hvad fremtiden bringer vil Nibras ikke lægge sig helt fast på. I 9. klasse ville hun være astronaut, men lige nu er det diplomati, hendes hjerte banker for.
- Jeg kunne godt forestille mig at arbejde som diplomat i et arabisk land. Jeg kan det arabiske sprog og synes, at en karriere i udlandet kunne være rigtig spændende, forklarer Nibras.

Benjamin Franklin-projektet

Den amerikanske stat etablerede The Benjamin Franklin Transatlantic Fellows Summer Institute for Youth i 2006. Formålet var at skabe et forum, som giver et fagligt syn på social og kulturel mangfoldighed for europæiske og amerikanske unge og bedre muligheder for at bekæmpe nutidens problematikker i fællesskab.