Selvstændige virksomheder skal kontrolleres mere

Mere kontrol med selvstændige virksomheder

Måske sælger du lidt Tupperware i ny og næ, hjælper du med de tekniske tegninger, når naboen skal have bygget, eller er momsregistreret med hobbylandbrug. Modtager du dagpenge, skal du huske at registrere alle dine aktiviteter.

Der er mange måder at drive selvstændig virksomhed på. Kreativiteten og entreprenørskabet er stort blandt vores medlemmer. I a-kassen oplever vi, at der er et ganske stort antal medlemmer, som driver en selvstændig virksomhed samtidig med, at de modtager dagpenge.

Dagpenge og selvstændig virksomhed
Det må man naturligvis gerne, når blot det sker efter de til tider lidt komplicerede regler for selvstændig bibeskæftigelse. Det store spørgsmål for a-kassen er, om man stadig kan stå fuldt til rådighed og bevare sine dagpenge, selvom man driver virksomheden.

Hvis du bliver ledig, bliver du på ledighedserklæringen spurgt om aktiviteter i en eventuel egen virksomhed, og typisk skal du uddybe evt. aktiviteter på skema AR 259. Nogle gange vil man endda blive spurgt om yderligere dokumentation.

Dokumentation af selvstændig bibeskæftigelse
Svar altid fyldestgørende og spørg a-kassen, hvis du er i tvivl om noget. Det kan få ret voldsomme konsekvenser, hvis man glemmer at oplyse noget. I yderste konsekvens kan det være, at man skal betale dagpengene tilbage.

Oplysningerne bruger a-kassen til vurdering af din virksomhed. Man kan godt komme i den situation, at man selv synes, man sagtens kan stå fuldt til rådighed, men at a-kassen vurderer anderledes. Så må man ind og argumentere for, at man står til rådighed eller måske ændre lidt på de forhold, som a-kassen finder problematisk i forhold til at modtage dagpenge.

Modregning i dagpenge
Som selvstændig bliver man modregnet i dagpengene for al den tid, man bruger i sin virksomhed, hvilket overrasker mange – og alt betyder vitterligt ALT. Tjekke e-mails, sende post, ringe til leverandøren, svare telefon, indberette skat, bogføre, snakke med kunder m.m. Listen over gøremål kan være uendelig og alt skal angives som timer på ydelseskortet.

Fra politisk side har man allerede lagt kontrol af arbejdstimer og feriepenge ud i a-kasserne, og vi forventer, at der i nærmeste fremtid, på samme måde vil komme øget kontrol med selvstændig bibeskæftigelse.