Hos Frie Funktionærer hylder vi friheden til at vælge

Det Frie ord: Det er dig, der bestemmer

Selvom 2013 startede med diskussioner i dagspressen om ”rigtige” og ”forkerte” fagforeninger, ændrer det ikke på, at Frie Funktionærer er til for vores medlemmer.

De traditionelle fagforeninger hævder, at kravet til en ”rigtig fagforening” er, at den aftaler løn- og arbejdsvilkår ved kollektive overenskomster, at man har et tillidsmandssystem ude på arbejdspladserne – og at man er medlem af LO.

Fokus på dine behov

I Frie Funktionærer hylder vi friheden til at vælge, og hos os er det medlemmerne, der bestemmer. Vi hjælper medlemmerne med at opnå gode løn- og arbejdsvilkår gennem individuelle aftaler, og som medlem hos Frie Funktionærer vælger du selv, om du har brug for juridisk rådgivning, coaching, hjælp til en lønforhandling, eller om du ønsker at gøre brug af Frie Funktionærers rabatordninger, booke et ophold i en af Frie Funktionærers ferieboliger, besøge Henne Mølle Å Badehotel eller deltage i de spændende arrangementer i regionerne.

Kort sagt - du kender dine behov, kontakter os, og sammen finder vi den bedst mulige løsning for dig. Når du kontakter os, bliver du mødt af Kvikservice og bliver med det samme serviceret på alle mindre komplicerede spørgsmål. Er der behov for det, bliver du stillet videre til eksperterne.
Hos os er det medlemmerne, der bestemmer, hvad der er ”den rigtige fagforening” for dem.

Tilfredse medlemmer

Vores tilfredshedsundersøgelse, som vi gennemførte i slutningen af 2012, viser, at medlemmerne i Frie Funktionærer er mere tilfredse med deres fagforening end medlemmerne i LO-organisationerne er med deres fagforeninger. Vores medlemmer oplever, at Frie Funktionærer står til rådighed, når de har behov for rådgivning. Det kan fx være juridisk rådgivning i forbindelse med opsigelse, gennemgang af ny kontrakt, hjælp til lønforhandling, behov for stresshåndtering eller coaching.

Her i magasinet kan du læse om de fordele, du får eller har ved at være medlem af fagforeningen. For kun 165 kroner om måneden kan du gøre brug af hele paletten af medlemsfordele – og husk, at dit medlemskontingent er fradragsberettiget.