Sanne Mygdam fik god støtte af Frie Funktionærer i forbindelse med sin opsigelse

3 dages sygemelding kostede Sanne jobbet

Dårligt arbejdsklima fik Sanne Mygdam til at sygemelde sig i tre dage. Mindre end en måned senere fik hun en fyreseddel med begrundelsen samarbejdsvanskeligheder. Frie Funktionærer bakkede Sanne op, men oplevelsen har sat sine spor.

”Opsagt på grund af samarbejdsvanskeligheder” står der på Sanne Mygdams opsigelse. Et argument hun er fuldstændig uforstående overfor.
- Jeg har været en god og loyal medarbejder i syv år, og så vender det hele pludselig, fortæller Sanne.

3 sygedage

- Vi havde haft en længere opslidende periode i firmaet med flere fyringer med få ugers mellemrum. Alle var vrede og frustrerede, og folk sad på kontorerne og græd. Da jeg kommer på arbejde den 19. december 2012, bliver der fyret to mere, og så blev det for meget for mig. Jeg kunne bare mærke, at jeg havde brug for at komme lidt væk fra det hele, inden jeg brød helt sammen.

Sanne, der ellers stort set ingen sygedage havde haft, sygemeldte sig til sin chef og var hjemme i alt 3 arbejdsdage mellem jul og nytår, men da hun vendte tilbage på arbejde fik hun at vide af sin ellers gode kollega, at hun ikke kunne være bekendt at blive væk, og at hun var en egoistisk og en dårlig kollega, der havde pjækket.

Kold luft på kontoret

På kontoret var der kold luft imellem Sanne og hendes kollega, der fuldstændig ændrede karakter. Sanne finder også ud af, at kollegaen er gået til chefen og har videregivet nogle private sms’er, som Sanne havde sendt, mens hun var sygemeldt.
- Jeg ved, at min kollega har siddet hos chefen og sagt en masse usande ting om mig, men ingen af dem var ikke indstillet på, at vi skulle sætte os sammen og rede trådene ud, så jeg havde jo ingen mulighed for at forsvare mig. Jeg havde bl.a. skrevet i en af sms’erne, at jeg synes det var et skodfirma, vi arbejdede for – og det står jeg ved. Jeg synes på ingen måde, at de har håndteret de mange fyringer professionelt – heller ikke min, fastslår Sanne.

Skriftlig advarsel

Efter kort tid modtager Sanne en skriftlig advarsel, hvor der står, at hun har en uge til at ændre sin adfærd markant, ellers ville hun blive fyret.
- Jeg er vred over, at der ikke på noget tidspunkt er nogen, der har bakket mig op i, at vi skulle forsøge at løse konflikten. Jeg fik bare at vide, at hvis jeg ikke ville undskylde overfor min kollega, havde vi ikke noget at tale om. Men jeg vidste jo ikke, hvad det var jeg skulle undskylde for, siger en tydelig frustreret Sanne.

- Er der noget, jeg skal undskylde for, gør jeg det selvfølgelig gerne, men det kræver jo, at vi på et eller andet plan kan møde hinanden, konstaterer Sanne, der valgte at kontakte Frie Funktionærer, efter hun havde fået sin opsigelse af chefen. Han ville have hende til at skrive under på, at de ikke kunne gøre krav imod hinanden.

Fik støtte hos Frie Funktionærer

- Claus Carstensen, som blev min juridiske rådgiver hos Frie Funktionærer, rådede mig til ikke at skrive under på noget og mente, at jeg havde en sag. Vi aftalte derfor et møde med min chef og en repræsentant for Dansk Industri for at se, om vi kunne indgå forlig.

Til mødet fortsatte chefen sin ubehøvlede facon, så det var en stor lettelse for Sanne at have Claus Carstensen med som bisidder.
- Claus bakkede mig op og forsvarede mig mod min chefs beskyldninger, og det var virkelig rart at mærke, at jeg ikke længere var alene om at forsvare mig.

Fritstilling og 2 måneder ekstra med fuld løn

Forliget endte med, at Sanne blev fritstillet i 5 måneder og fik to måneder oveni med fuld løn.
- Vi kæmpede, og vi vandt! De to måneders løn, jeg fik i godtgørelse, betyder ikke så meget, men det at få ret i, at det ikke er mig, der har gjort noget forkert, gør det nemmere for mig at komme videre.

Kontingentet er alle pengene værd

Sanne har gennem forløbet været meget glad for hjælpen hos Frie Funktionærer.
- Man hører om så mange, der ikke ved, hvad de skal bruge en fagforening til. Det er jeg i hvert fald ikke i tvivl om efter den her oplevelse. Jeg skiftede for nogle år siden fra HK til Frie Funktionærer, fordi jeg kunne få lønsikring oveni for samme pris, som det kostede for fagforening og a-kasse i HK. Det er jeg rigtig glad for nu, og jeg er hele vejen igennem kun blevet mødt af søde og professionelle folk, som gør deres bedste for at hjælpe mig. Det har været en stor støtte for mig at vide, at jeg havde nogen på min side, som lyttede til mig og bakkede mig op, slutter Sanne Mygdam.