Toke Kieler

På pletten, når det gælder

Da Toke Kielers arbejdsplads varslede massefyringer, opfordrede virksomheden de ansatte til at kontakte deres fagforening. Som en af de eneste mødte Frie Funktionærer op og hjalp den 38-årige indkøber med at få ro i maven.

Det var på et morgenmøde den 16. marts, at Toke Kieler og hans ca. 140 kolleger fik beskeden. Virksomheden, han er ansat i, fremlagde en ny strategi, der betød, at halvdelen af medarbejderne ville blive sagt op.

- Derfor opfordrede firmaets advokat os til at kontakte vores fagforeninger, og i løbet af meget kort tid stod en repræsentant fra Frie Funktionærer her så for at hjælpe mig og de af mine kolleger, der også var medlem hos dem, fortæller Toke Kieler.

Det var den juridiske chef Claus Carstensen, der havde taget turen fra hovedkontoret i Odense til virksomheden i Fredericia. Selvom han ikke kunne påvirke beslutningen om at massefyre eller ændre på, hvem der ville miste sit job, betød det meget for Toke Kieler at være repræsenteret af sin fagforening:

- Det gav helt klart en tryghed at vide, at der var nogen til stede for at varetage mine interesser. Nogle af mine kolleger, der er medlem et andet sted, har slet ikke engang hørt fra deres fagforening her flere dage efter. Så at opleve, at Frie Funktionærer virkelig tager hånd om tingene og er der, når man har brug for det, var en rigtig god oplevelse.

I alt mistede 70 af hans kolleger jobbet, men for Toke Kieler endte det hele godt. Han fortsætter også fremover i sin stilling som indkøber.