Lone Olsen fik hjælp af juridisk afdeling hos Frie Funktionærer, da hun mistede sit arbejde

18,5 millioner til medlemmerne - en af dem er Lone Olsen

Med stævninger, forlig eller helt almindelig sagsbehandling sikrede Frie Funktionærers jurister sidste år 18,5 millioner til medlemmerne. En af dem, der fik hjælp, var Lone Olsen.

Ikke bare én, men hele to gange på et år, oplevede Lone Olsen, at det firma, hun var ansat hos, gik konkurs, og lønnen derfor manglede:

- Når det sker, så bryder ens verden jo sammen. At miste mit arbejde var som at miste en del af min identitet, og der opstår med det samme spørgsmål om, hvad man så skal lave, og hvordan det hele skal hænge sammen, fortæller den 47-årige regionschef i hjemmeplejen.

Derfor kontaktede hun kort tid efter Frie Funktionærer og bad om hjælp til det juridiske tovtrækkeri med Lønmodtagernes Garantifond.

- Jeg vidste simpelthen ikke, hvor jeg skulle starte, eller hvordan jeg skulle navigere mig igennem processen med at få de penge, som jeg havde ret til.

Tryghed er det vigtigste

Heldigvis er det en af juristernes kerneopgave. I 2015 havde de nemlig ca. 300 sager, hvor medlemmer havde problemer i forbindelse med deres ansættelse.

- Vi har alt fra sager om konkurser til diskrimination og usaglig opsigelse. Men uanset hvad emnet er, så handler det for os mest om, at medlemmerne skal være trygge og vide, at vi er deres juridiske livline, fortæller juridisk chef, advokat Claus Carstensen.

Netop den følelse fik Lone Olsen også, da Frie Funktionærer overtog hendes sag:

- Det var simpelthen så rart at kunne overlade det juridiske tovtrækkere og meget af papirarbejdet til andre, så jeg i stedet kunne bruge min energi på at finde et nyt arbejde, siger hun.

Penge på kontoen og ny energi

Det viste sig at være en god plan. Ved udgangen af 2015 havde hun nemlig igen et nyt arbejde og desuden fået de manglende 330.000 kroner tilbage på kontoen.

- Det kan jeg kun takke juristerne for. Uden deres hjælp, havde jeg aldrig fået det fulde beløb – og slet ikke så hurtigt – eller haft ro til at komme videre med det samme. Så det er jeg ualmindeligt glad for, lyder det fra Lone Olsen.

Heldigvis er det også sådan, de fleste sager ender – og sidste år blev der samlet set inddrevet 18,5 millioner kroner til medlemmerne. Men for Claus Carstensen er et højt beløb ikke det vigtigste.

- Vi så jo hellere, at arbejdsgiverne aldrig begik fejl og at det derfor ikke var nødvendigt at føre sager og inddrive penge. Men indtil det sker, er det rart at kunne hjælpe medlemmerne videre i processen - det er det, der gør mig allermest glad, siger han.