Kirsten Landmark har lært at bruge sit netværk

Kirsten fik inspiration og tips til at bruge sit netværk

Gennem karrierefokus fik Kirsten Landmark gode råd til sin ansøgning og lærte at bruge sit netværk i jobsøgningen.

Da Kirsten Landmark skulle i gang med sin jobsøgning, kontaktede hun Frie Funktionærer for at få inspiration til det at søge job.

- Jeg fik vejledning i at opbygge min ansøgning på den mest hensigtsmæssige måde, og vi talte både om, hvordan en ansøgning til en specifik annonce skal udformes, og hvordan man griber den uopfordrede ansøgning an. Til overvejelserne om, hvem jeg skulle sende mine uopfordrede ansøgninger til, lærte jeg at bruge mit netværk.
Min karrierekonsulent Torben Beyer fra Frie Funktionærer gav mig desuden en hel liste med e-mailadresser på firmaer i mit postdistrikt, og så var jeg klar til at sende mine uopfordrede ansøgninger af sted pr. e-mail.

Brug netværket

Rigtig mange får job via netværk, fortæller karrierekonsulent Torben Beyer.
- Der er altid nogen, der kender nogen, der kender nogen. Derfor kan det være en stor fordel for dig at arbejde professionelt med dit netværk. Det er sådan, du kan få nys om nogle af de stillinger, der ikke bliver slået op.

Søg dine kontakter

Dit netværk er ofte større end du måske selv regner med. Tænk over, hvem du kender, der kunne være en indgangsvinkel og fortæl dem, at du søger job. Det kan være hvem som helst, fx tidligere kolleger, venner eller bekendtskaber. De har nemlig alle det til fælles, at de har kontakt til andre virksomheder.

- Hvis du spørger 5 personer fra dit netværk, og de er i kontakt med 5 virksomheder, har du i princippet 25 til at arbejde for dig, forklarer Torben Beyer, der til daglig rådgiver jobsøgende i at finde drømmejobbet.