Mette Ertzinger fik en erstatning på 65.000 kroner

Jurister sikrede elev 65.000 kr.

En pludselig konkurs gjorde, at 26-årige Mette Ertzinger fra Odense mistede både sin elevplads, løn og feriepenge. Men Frie Funktionærer hjalp hende med at få pengene igen – og mere til.

Opkaldet kom en torsdag i februar, mens hun stadig var indlagt efter en hofteoperation. I løbet af en kort samtale med chefen gik 26-årige Mette Ertzinger fra at være fuldtidsansat til sygemeldt og uden en elevplads - og med 11.000 kroner mindre i indtægt om måneden.

- Så lå jeg der i hvidt sygehustøj og med lægerne omkring mig og skulle til at ringe til fagforeningen og forsøge at finde en løsning. Det var rigtig hårdt, fortæller hun.

Fem måneder før havde hun haft første arbejdsdag i tøjbutikken SOLO i Odense. En stilling, hun var rigtig glad for. Men hurtigt gik det op for hende, at der var noget galt. Butikken modtog ikke længere så mange nye varer, der var lange periode med udsalg, og andre steder i landet havde lignende butikker i samme kæde drejet nøglen om.

Fik flere penge end forventet
I februar var konkursen en realitet, og Mette Ertzinger mistede elevpladsen. Hun bad derfor Frie Funktionærer om hjælp til at få den løn og de feriepenge, butikken skyldte hende.

- Jeg håbede, de kunne håndtere så absurd en sag som min, hvor der både var sygemelding, mistet elevplads og en masse besværlige regler at holde styr på. Kort sagt havde jeg brug for en tovholder, indtil jeg kom på benene igen – og det fik jeg, siger Mette Ertzinger.

Fagforeningen opdagede hurtigt, at hun som elev faktisk også havde ret til en godtgørelse på op mod 15.000 kr., fordi ansættelsen stoppede før tid.

- Jeg var slet ikke klar over, at der fandtes den mulighed. Men fordi juristerne kendte lovgivningens spidsfindigheder, endte jeg med at få det fulde beløb udbetalt.

Da sagen blev afsluttet to måneder senere endte det derfor med, at Mette Ertzinger fik i alt 65.000 kroner.

- Hjælpen fra fagforeningen gav mig ro i sindet til at lægge ansvaret fra mig, og i stedet kunne jeg bruge tiden på genoptræning efter operationen og på at søge nye elevpladser. Det er jeg rigtig taknemmelig for.

Lyt til mavefornemmelsen
Det viste sig også hurtigt at være den helt rigtige prioritering. Næsten samtidig med, at sagen blev afsluttet, fik Mette Ertzinger en ny kontrakt i en lokal Føtex.

- Mit bedste råd er at lytte til mavefornemmelsen. Hvis noget føles forkert, så søg et andet sted hen – man skal ikke blive i en elevstilling for enhver pris, lyder det fra den 26-årige fynbo.