Dorte Grønbæk fik erstatning takket være medlemskab af Frie Funktionærers fagforening

Blev fyret fra sit fleksjob og fik 225.000 kr. i erstatning

Dorte Grønbæk blev fyret fra sit fleksjob hos politiet, fordi hun ikke kunne klare transporten til et nyt arbejdssted. Hun kan nu se frem til 225.000 kroner i erstatning.

Dorte Grønbæks ryg var årsag til, at hun fik et fleksjob hos politiet i Assens - og mistede det igen, da politiledelsen efter syv år valgte at flytte hendes arbejdsplads til Odense. For hun kunne ikke holde til transporten mellem arbejdsstederne.

- Jeg kan lige klare at sidde ti minutter i bussen ind til Assens, men hvis jeg skal sidde længere, får jeg meget ondt, siger Dorte Grønbæk.

Godkendt til fleksjob

Dorte Grønbæk lider af det, der populært kaldes "skæv ryg". Hun har altid kæmpet med rygsmerter og hold i ryggen, men for 10 år siden blev det så slemt, at hun ikke længere kunne passe et almindeligt job. Hun blev udredt og godkendt til et fleksjob.

Fik job hos politiet

I 2003 er Dorte Grønbæk heldig at finde et job nær sit hjem og bliver ansat i med 25 ugentlige arbejdstimer ved politiet, og hun trives og klarer sig rigtig godt i jobbet. Hun får varierede arbejdsopgaver og hæve-sænkebord, så hun kan stå op og arbejde.

- Men det kostede også. Når jeg kom hjem, gik jeg direkte op i soveværelset og lå i tre timer. Hvis jeg ikke fik hvilet ryggen, kunne jeg ikke klare resten af dagen.

Jobbet flyttede til Odense

Hun udviklede sig i jobbet, fik flere og spændende arbejdsopgaver i efterforskningsafdelingen, men i 2010 besluttede den øverste ledelse - som led i en større effektiviseringsøvelse - at fleksjobberne hos politiet på Fyn skulle samles i Odense.

- Jeg vidste, at jeg ikke ville kunne klare transporten til Odense, så godt støttet af Frie Funktionærer og mine kolleger i Assens, kæmpede jeg længe for at få lov at blive.

Sagen til Ligebehandlingsnævnet

Desværre uden held. Hverken praktiske eller økonomiske argumenter bed på ledelsen. Det fik Frie Funktionærers juridiske souschef Rune Henneberg til at klage til Ligebehandlingsnævnet.

- Man var meget tilfreds med Dortes arbejdsindsats, så reelt var fyringen i strid med forskelsbehandlingsloven, fordi den var begrundet i hendes handicap. Det var jo hendes dårlige ryg, der betød, at hun ikke kunne klare transporten til Odense. Så jeg er meget tilfreds med, at Ligebehandlingsnævnet har valgt at følge vores klage, siger Rune Henneberg.

Det betyder meget at få ret

Derfor er det også en rigtig god fornemmelse, at Ligebehandlingsnævnet gav os ret, at det ikke var i orden at flytte mig. Det er ikke så meget pengene, siger Dorte om de 225.000 kr., hun får i erstatning - men det at få ret - dét betyder rigtig, rigtig meget, fastslår Dorte Grønbæk, der nu leder efter et nyt fleksjob.