Ny ferielov giver ret til betalt ferie allerede fra første arbejdsdag

Ferie med løn fra første arbejdsdag

Fremover får alle lønmodtagere ret til at holde betalt ferie allerede fra første arbejdsdag. Det kommer især nyuddannede til gode.

Fra september 2020 har alle lønmodtagere ret til betalt ferie allerede fra starten af ansættelsen – en ændring, der har været længe på vej og vil få stor betydning:

- Det kommer til at gøre en kæmpe forskel, fordi man ikke længere risikerer at skulle vente helt til næste ferieår med at holde fri med løn, fortæller Anette Damgaard Nielsen, der er jurist i Frie Funktionærer.

Fordel for nyuddannede

Lovændringen giver "samtidighedsferie", hvor man stadig optjener 2,08 feriedag med løn pr. måned, men fremover har ret til at afvikle dem løbende. Det vil især gøre en forskel for nyuddannede, der skal ud i deres første job og langtidsledige, der vender tilbage til arbejdsmarkedet.

- Det er mennesker, der før har undladt at holde ferie, fordi det var for egen regning. Nu får de ret til ferie med løn allerede efter få måneders ansættelse, og derfor er ændringerne så vigtige.

Ekstra fleksibilitet

Derudover giver de nye regler også lønmodtagerne fire måneder ekstra til at afvikle ferien i, altså 16 måneder i alt.

- Den fleksibilitet kommer alle ansatte til gavn og mere frihed til at fordele fridagene, som man vil, forklarer Anette Damgaard Nielsen.

Indtil de nye regler træder i kraft, vil man i en overgangsperiode fra september 2019 til august 2020 få placeret sin opsparede ferie i en fond.

Når tidspunktet for overgangsordningen og de nye regler nærmer sig, vil du modtage yderligere information fra Frie Funktionærer.

FAKTA

  • Med den nuværende lov optjener man ferie i kalenderåret, men afvikler det fra 1. maj til 30. april.
  • De nye regler betyder, at kalender- og ferieår følges ad, og at man både optjener og har ret til at holde ferie med løn løbende.
  • Du har stadig ret til fem ugers ferie i alt og tre af dem sammenhængende i hovedferieperioden fra 1. maj til 1. september.
  • Derudover får man fire måneder ekstra til at afholde ferien i.

Oprettet: 06-02-2018