Nyt IT-system giver forbedret service

Nyt IT-system giver forbedret service

Vores a-kasse har i april måned taget et nyt IT-system i brug til administration af dagpenge, efterløn m.v. Vi er stadig i gang med den sidste del af indkøringen og glæder os til at høste gevinsterne med kortere ventetid og dermed hurtigere service til medlemmerne.

Det nye IT-system vil betyde ændringer for mange af vores medlemmer – men forhåbentlig kun på den gode måde. Meget af vores sagsbehandling har tidligere foregået manuelt, hvilket ofte gav anledning til ventetid, når sagerne skulle behandles. Den proces bliver nu automatiseret.

Ny og forbedret TastSelv

Det nye IT-system har også medført ændringer på TastSelv i form af flere tilbud og ny funktionalitet til vores medlemmer om hurtig digital kommunikation med a-kassen.

Den 10. april gik vi i luften med det nye TastSelv – og her i den sidste uge af april har det bestået sin ilddåb, hvor ledige og efterlønnere skulle ind og taste deres ydelseskort.

Direkte e-mails og telefonåbent den søndag, hvor dagpenge- og efterlønskort kunne tastes, var gode indsatser, men vi vil også gerne takke medlemmerne for deres tålmodighed med de nye funktioner, og deres gode tilbagemeldinger, som vi har lyttet til og ageret på med forbedringer i vejledningen på TastSelv. 

Nyt på TastSelv:

  • Når du vælger ydelseskort, præsenteres du med det samme for den korttype, du skal udfylde.
  • I det nye ”kladdekort” kan du løbende taste dine arbejdstimer.
  • Når kortperioden slutter, og du skal indsende og godkende dit endelige dagpenge- eller efterlønskort, bliver dine oplysninger fra kladden overført til det endelige kort.
  • Arbejdstimer tastes i timer og minutter. Har du fx arbejdet i 6 timer og 45 minutter, tastes 6,45. TastSelv viser samtidig, at de 6,45 timer vil blive fradraget med 6,75 timer.
  • Har vi registreringer om ferie eller sygdom, bliver dagene automatisk vist, når du skal taste dit kort.
  • Du skal kun taste arbejdsgivers navn, adresse og din ansættelsesform én gang. TastSelv husker din arbejdsgiver, næste gang du skal taste kort.
  • Du kan rette i ydelseskortet helt frem til midnat samme dag. Herefter ”låses” dit kort og overføres til sagsbehandling i IT-systemet.
  • I de nye funktioner ”Besked til a-kassen” og ”Upload til a-kassen” kan du i et sikkert miljø sende beskeder og dokumenter til din sag.
  • Er du tilmeldt efterlønsordningen, kan du søge information om, hvornår du kan gå efterløn, se om du har en bidragsfri periode til gode i betaling af efterlønsbidrag, hvis du er født 02.07.60-31.12.75, og to måneder før din efterlønsalder få vist dit pensionsoverblik.

Stadig personlig service

Selvom udskiftning af vores administrationssystem er en meget stor opgave internt i Frie Funktionærer, så er det vores ambition, at det eneste, vores medlemmer vil bemærke, er de forbedringer, som det nye system fører med sig.

Oprettet: 10-04-2017