Julelukning

Julelukning på din arbejdsplads?

Holder din arbejdsplads lukket mellem jul og nytår, og er al din ferie brugt, kan du søge om almindelige dagpenge for de hverdage, hvor du ellers normalt ville skulle gå på arbejde.

Hvilke betingelser skal være opfyldt for at få dagpenge under ferielukning?

  • Du skal være dagpengeberettiget.
  • Du skal have brugt din ferie (egen optjent ferie eller dage med feriedagpenge.
  • Du får ikke løn under ferien.
  • Du skal tilmelde dig jobcenteret (på jobnet.dk) på første feriedag (undtagen hvis julelukningen kun omfatter dagene mellem jul og nytår).

I hvilke tilfælde har du krav på løn fra din arbejdsgiver for lukkedagene?

  • Hvis du har optjent mere end 15 dages betalt ferie ved din nuværende arbejdsgiver, er det din arbejdsgivers ansvar at have reserveret det antal feriedage, du skal bruge under den tvungne juleferie.
  • Hvis din arbejdsgiver ikke har varslet ferielukningen senest en måned før ferielukningen.

Bliver du ansat lige op til jul, så din arbejdsgiver ikke kan overholde varslet for julelukningen, er kravet, at du senest ved ansættelsessamtalen skal oplyses om den tvungne ferie. Overholder arbejdsgiver ikke dette, skal du have løn under den tvungne juleferie.

Ledighedserklæring og dokumentation

Du skal sende en ledighedserklæring og dokumentation for varslet ferielukning til a-kassen for at få udbetalt dagpenge under ferielukning.

  1. Ledighedserklæring udfyldes på TastSelv (kan tastes 1 uge før julelukningen starter).
  2. Dokumentation for, at din arbejdsgiver har varslet din tvungne ferie korrekt, og i hvilken periode din arbejdsplads holder ferielukket i julen.

Kontakt a-kassen på telefon 63 13 85 50, hvis du har spørgsmål til dine muligheder for dagpenge under julelukning.

Oprettet: 30-11-2017