Er fremtidens jobansøgning en video? Frie Funktionærers lønsikring tester det i øjeblikket.

Er fremtidens jobansøgning en video?

Ifølge eksperterne vil vi i jobansøgningen fremover skulle supplere CV-et med en video, der viser, hvem vi er.

For at være på forkant med udviklingen, tester Frie Funktionærers lønsikring i øjeblikket, om ledige medlemmer kan opnå succes ved at supplere den almindelige jobansøgning med en videopræsentation.

- Vi ved, at den personlige fremtoning vægtes meget højt i rekrutteringsprocessen - og det er meget nemmere at vise, hvem man er, på en video end på skrift. Det øger dine chancer for at skille sig ud og komme gennem nåleøjet, og derfor er vi spændte på resultaterne af dette projekt, siger karriererådgiver Anne Scmidt.

Giver det pote?

Den eksterne samarbejdspartner, JobvideoCV.dk, har stået for teknikken, og Frie Funktionærers karriererådgivere har hjulpet 18 kandidater med at finpudse deres tekst og skarpvinkle det filmede CV. I løbet af de næste tre måneder følger vi kandidaterne og deres oplevelse med at supplere jobsøgningen med en video, for at finde ud af, om det giver pote i forhold til at få et nyt arbejde.

- Derefter vil effekten og resultaterne blive gennemgået, og hvis det viser sig at være en succes, vil det klart være et af de områder, vi overvejer at dykke mere ned i, fortæller Anne Schmidt.

Gode råd fra den anden side af bordet

Frie Funktionærers HR-konsulent Birthe Matzon, der har læst mange ansøgninger, giver tre gode råd til din ansøgning:

  1. Som ansøger skal man i videst muligt omfang sende det materiale, som bliver efterspurgt i jobopslaget. Så er chancen for at komme i betragtning større. Er det en ansøgning med CV, kan man ikke nøjes med at sende en video, men man kan godt vedhæfte et lille videoklip for at skille sig ud.
  2. Der opfordres til, at man viser videoklippet til en anden person, inden man sender det af sted. Ligesom det er en god idé at få en ven til at kigge ens ansøgning og CV igennem, gælder det samme for en video. Fejl i ansøgningen eller et dårligt foto i ansøgningen ”sælger” ikke. Det gør en dårlig video heller ikke.
  3. Få hjælp af karrierekonsulenterne hos Frie Funktionærer, hvis du ikke ved, hvordan netop dine kvalifikationer tager sig bedst ud i en jobansøgning.

Oprettet: 07-03-2017