Frie Funktionærer er bedre end gennemsnittet til at få ledige i job

Frie Funktionærer er bedre end gennemsnittet til at få ledige i job

Mere end halvdelen af Frie Funktionærers ledige medlemmer kommer i job igen inden for tre måneder. Det er langt over gennemsnittet for a-kasserne generelt.


Vejen fra arbejdsløshed til ansat er kortere, når du er medlem af Frie Funktionærer. Nye tal fra Eurostat viser nemlig, at danske a-kasser generelt lykkes med at få hver tredje hurtigt i job igen, men hos Frie Funktionærer sker det for mere end hver anden.

- Det er et tal, jeg er rigtig glad for og stolt af, fordi det bekræfter, at man som ledig er i gode hænder hos os og får den hjælp, man har brug for, for at komme videre i sit arbejdsliv, siger forsikringschef Vivi B. Arnoldus.

Succesraten bekræftes også af ledighedstallene, hvor Frie Funktionærer altid har lavere ledighed end a-kasserne generelt, og det er der ifølge Vivi B. Arnoldus flere gode grunde til:

- Det er især det individuelle fokus, der gør de lediges forløb i a-kassen så succesfuldt. Allerede fra starten hjælper vi den enkelte med at kickstarte jobsøgningen og få det bedst mulige CV og ansøgning, forklarer hun og fortsætter:
- Derudover er der også i fagforeningen mulighed for karrieresparring allerede inden, man reelt er opsagt, og det gør, at vi som organisation er gode til at hjælpe ledige hurtigt videre i nyt job.

Samarbejdet er vigtigt

Men det sker selvfølgelig i et samarbejde med den ledige, og derfor er det vigtigt, at man også selv griber de muligheder, der tilbydes:

- Det bedste udgangspunkt er, når man også selv er klar til at yde en indsats, bruge sit netværk aktivt og benytte sig af de redskaber, a-kassen tilbyder. At samarbejde skaber det bedste fundament for succes, siger for-sikringschef Vivi B. Arnoldus.

Oprettet: 20-04-2017