2025-planen

En mavepuster til de ledige

Uanset, om man er ung eller senior, er der god grund til at føle sig snydt, hvis regeringen får sin 2025-plan igennem. Den indebærer nemlig forringelser hele vejen rundt - og er et angreb på a-kasse-systemet, som vi kender det i dag.

Hvis man efter et årti med heftige reformer af både dagpengeområdet og efterlønnen ikke troede, at politikerne kunne finde flere lavt hængende frugter på arbejdsmarkedet, tog man fejl. Det viser Venstres ”Helhedsplan for et stærkere Danmark” med al tydelighed. For 2025-planen, der i dag er blevet præsenteret, lægger op til nye forringelser både for de yngste og de ældste på arbejdsmarkedet.

Forringelser for dimittender

Blandt andet ønsker regeringen, at alle nyuddannede skal have en måneds karenstid, før de kan modtage dagpenge – også selvom man har vist rettidig omhu og netop meldt sig ind i en a-kasse et helt år før, uddannelsen slutter. Det er et kuglestød i maven til vores studiemedlemmer, at de pludselig kan se frem til en hel måned helt uden indtægter – især når dagpengesatsen for dem allerede er blevet beskåret med 2.000 kroner fra næste år. Det vil fjerne de unges interesse for at melde sig ind i en a-kasse før tid og dermed forhindre, at de naturligt blive en del af en af samfundets støttepæle.

Sværere for seniorerne

Derudover lægger regeringen også op til at gøre det endnu sværere at være ledig som senior. I forvejen kan det være rigtig svært at trænge igennem på jobmarkedet, fra man er midt i halvtredserne – situationen bliver ikke nemmere nu. For årgange fra 1958 kan man se frem til at få forlænget sin efterløns- og pensionsalder med et halvt år.

Endnu værre er det, at seniorjob-ordningen skal udhules, så man ikke kan få mere i løn for arbejdet, end hvad der svarer til den højeste dagpengesats. Det vil medføre en betydelig nedgang i indtægten på flere tusinde kroner for den, der er i seniorjob.

Nogle roser

Når det er sagt, så byder udspillet også på gode takter. Fx er det værd at rose, at man ved at sænke skatten på arbejde for alle dem, der tjener under en million, vil give danskerne flere penge mellem hænderne. Derfor er vores håb også, at de kommende forhandlinger vil ende med en løsning på de kritikpunkter, vi her har nævnt, så slutresultatet bliver en aftale, der også er positiv for de yngste og de ældste på arbejdsmarkedet.

Oprettet: 30-08-2016