 |
Regel om 4 ansøgninger er væk
Med øjeblikkelig virkning har Beskæftigelsesministeren den 3. februar 2009 opgivet sit krav om jobsøgningsaktivitet på ”4 jobs pr. uge” – det er ikke længere et fast krav. |
I stedet skal jobsøgningen nu være ”realistisk og seriøs”, og tilpasses den enkelte lediges aktuelle arbejdsmarked. Jobsøgningsaktiviteten skal fortsat være på et højt niveau.
Tilbage i december annoncerede ministeren, at der skulle komme nye regler – og de er nu endelig på plads og meldt konkret ud af
Arbejdsdirektoratet. De nye regler betyder bl.a. nye formelle krav og redskaber, som a-kassen skal anvende i samtalerne med ledige medlemmer om deres jobsøgning.
De nye reglers betydning for ledige medlemmer:
- Vejledningssamtalen i a-kassen
Er du nyledig, skal du inden for de første fire ugers ledighed til vejlednings- og CV-samtale med a-kassen. Samtalen foregår regionalt med en konsulent fra afdelingen for Job & Karriere. Udover at vi gennemgår og godkender dit CV, skal du til samtalen medbringe kopi af eksempler på dine jobansøgninger, så vi kan rådgive dig om den bedst mulige udformning af ansøgninger. Til samtalen skal du også have fundet 2 konkrete jobopslag, du vil søge.
Samtalen munder ud i en skriftlig Plan for din jobsøgning, hvor det aftales inden for hvilket arbejdsmarked din jobsøgning primært skal ligge – både i forhold til fag og et bredt geografisk område. Planen danner samtidig rammen for din pligt til aktiv jobsøgning frem til næste samtale i a-kassen 3 måneder senere, hvis du ikke får job. Planen revideres løbende ved samtaler i a-kassen.
- Rådighedssamtale i a-kassen
Kommer du ikke i job inden 3 måneder, skal du ved næste møde med konsulenten i a-kassen dokumentere, at du har fulgt planen, og medbringe eksempler på dine jobansøgninger, så vi kan vurdere din jobsøgningsaktivitet siden sidst. Sammen med konsulenten skal du samtidig overveje nye elementer i din Plan for jobsøgning, som revideres og danner rammen for din jobsøgning frem til næste (eventuelle) samtale.
- Jobsøgningen
De nye regler skal sikre et så højt niveau for jobsøgning som muligt. Du skal stadig have et højt jobsøgningsniveau, hvilket vurderes individuelt, og søgningen skal være seriøs og målrettet, så vejen til job bliver så kort som muligt. Det er vigtigt at være opmærksom på, at selv om 4-jobs kravet er fjernet, gælder alle andre tidligere retningslinjer fortsat. Du skal fx stadigvæk aktivt søge job fra første ledige dag, og være aktivt søgende hver uge i ledighedsperioden.
- Hvis du er ledig lige nu
Du skal fortsætte med at søge de stillinger, du kan varetage og opretholde en høj jobsøgningsaktivitet. De nye regler bliver implementeret i takt med at du kommer til samtale i a-kassen. Har du allerede været til vejlednings- og CV-samtale, vil planen for din jobsøgning blive udarbejdet ved næste samtale i a-kassen.
Dialog og individuel vurdering
I FRIE Funktionærer hilser vi de nye måder at vurdere lediges jobsøgning velkommen. Funktionen med kontrol af, om der er søgt de 4 obligatoriske jobs om ugen er nu snart en saga blot, og vi har mulighed for fuldt ud at koncentrere vores indsats på at hjælpe det enkelte medlem med hvad der skal til af jobsøgning, uddannelse og andre aktiviteter for atter at komme i job, og tage hensyn til individuelle forhold og jobmuligheder.
Den konstruktive dialog med ledige, hvor vi sammen kan vurdere og aftale de bedste muligheder for at komme i job igen, vil forpligte de ledige på en helt anden og langt mere håndgribelig og positiv måde.