Pressemeddelelse
Dato: 07.06.2007:
Fleksibel efterløn giver mere arbejdskraft
Giv de ældre medarbejdere mulighed for selv at vælge efterlønsalder, så velkvalificeret arbejdskraft ikke tvinges væk fra et i forvejen trængt arbejdsmarked før tid, lyder meldingen fra FRIE Funktionærer. Et klippekort til fem års efterløn skal give de ældre større fleksibilitet til et længere arbejdsliv, hvis de ønsker det.
"Lavere skat er et effektivt redskab til at motivere danskerne til at arbejde mere, men det er ikke tilstrækkeligt, hvis vi skal gøre os forhåbninger om at komme den manglende arbejdskraft til livs", siger direktør John Hansen fra fagforeningen Frie Funktionærer om de økonomiske vismænds forslag om et skattefrit år til de 64-årige. Han foreslår, at vi tager forskud på velfærdforligets tekst om udsat efterløn.
Efterløn på klippekort
Som led i velfærdsforliget hævede regeringen efterlønsalderen til 62 år - men først gældende fra 2022. Idéen er god, men tilgodeser ikke, at mange af Frie Funktionærers medlemmer allerede på nuværende tidspunkt kunne tænke sig at gøre brug af ordningen og blive længere på arbejdsmarkedet, hvor der er hårdt brug for dem. Men i dag kan det ikke lade sig gøre at fremrykke efterlønnen. Vælger man at gå på efterløn som 62-årig, får man kun udbetalt 3 års efterløn. Gevinsten ved at blive længere på arbejdsmarkedet mindskes derfor, selv om efterlønsbidraget forøges som kompensation for de manglende efterlønsår.
FRIE Funktionærers direktør John Hansen foreslår, at man får mulighed for at fremrykke efterlønsalderen frivilligt, således at medarbejdere fra 60 år kan få tilbudt et klippekort til 5 års fleksibel efterløn, som skal bruges, inden de bliver 70. På den måde kan de ældre selv vælge, om de vil trække sig tilbage med det samme, eller om de vil udskyde deres tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet uden at miste retten til efterløn. Denne mulighed kan både arbejdsmarkedet og de ældre få stor glæde af.
Regeringen afviser nytænkning
"Alle råber på mere arbejdskraft, men Claus Hjort Frederiksen afslår at ændre på Velfærdsforliget og vil tilsyneladende hellere sende folk tidligt på efterløn end at give dem mulighed for at blive længere på arbejdsmarkedet", siger John Hansen. "Regeringen bør se bort fra dåbsattesten og i stedet fokusere på det enkelte individs evne og lyst til at blive på arbejdsmarkedet. Det er kort sagt nødvendigt med fleksible, individuelle tilbagetrækningsordninger, hvis vi vil bevare de ældres arbejdskraft og sikre fremtidig velfærd og vækst".