Pressemeddelelse
Dato: 13.05.09:
FRIE Funktionærer:
Højesteretsdom åbner op for ret til at forhandle overenskomst for uafhængige fagforbund
FRIE Funktionærer fik ikke ret til at forhandle overenskomst for en gruppe ansatte på Risø, men med Højesterets dom er der nye muligheder.
Sagen tog sin begyndelse i 2007, hvor 34 af de 55 forskningsteknikere på Risø DTU – Nationallaboratoriet for Bæredygtig Energi meldte sig ud af Dansk Metal og ind i FRIE Funktionærer. De håbede, at deres nye fagforbund kunne forhandle overenskomsten, når nu flertallet af de ansatte var medlemmer her – men nej. Den statslige arbejdsgiver Personalestyrelsen ville kun forhandle med LO-forbundet Dansk Metal, som man i forvejen har overenskomst med. FRIE Funktionærer stævnede i sommeren 2006 staten – og tabte senere sagen ved Østre Landsret. Efterfølgende blev sagen anket til Højesteret, hvor den blev behandlet den 4. maj i år. Dommen blev afsagt i dag til middag, og Højesteret valgte altså at stadfæste landsrettens dom.
Men Højesteret anerkender samtidig, at en faglig organisation godt kan have ret til at forhandle overenskomst på et område, selv om det allerede er dækket af en anden overenskomst. Betingelsen er, at den der anmoder om forhandlingen skal være repræsentativ på området. Det var ifølge Højesteret ikke tilfældet, selv om FRIE Funktionærer organiserer hovedparten af forskningsteknikerne på Risø.
"Desværre mener Højesteret, at man skal se på alle, der er omfattet af den gældende overenskomst og ikke kun på, hvor flertallet af forskningsteknikerne på Risø er medlem", siger juridisk chef og advokat Kåre Mønsted, der førte sagen.
I alt er ca. 300 ansatte omfattet af den samlede overenskomst. Hvis FRIE Funktionærer havde haft halvdelen af disse som medlemmer, ville man have haft forhandlingsretten.
"Det er glædeligt, at Højesteret tager den seneste praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i betragtning i stedet for blot som det hidtil har været praksis at konstatere, at der allerede er en overenskomst, og at der derfor ikke er pligt til at forhandle med andre. Det afgørende er nu en konkret vurdering af, om den organisation, der anmoder om forhandling er repræsentativ på det pågældende område", konstaterer Kåre Mønsted.